5. Søndag i.f.

Mariæ bebudelse – 5. Søndag i Fasten –”Gud udvalgte….”

Gabriel & Maria

Den nedenstående betragtning af evangeliet er ingen prædiken, men kan med fordel ledsages af et par salmer og et Fadervor.

I kirken ville vi synge fx nr. 71-72-73; 201; 441; 481. 

De anbefales hermed.

den danske salmebog online kan I høre melodierne, samt læse salmernes tekst.

Og nu: Evangeliet til Mariæ bebudelse – Femte Søndag i Fasten:


”Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

 Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

 han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

 sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

 Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

 – som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid.”


Betragtninger over evangeliet:

I den læsning fra Paulus’ breve, som normalt (= i kirkens gudstjeneste) lyder lige forud for Marias Lovsang, minder apostlen menigheden i Korinth om, hvordan det var med dem, før de blev kristne:

”..Tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, der var dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting…”


Udvalgte Gud. Udvalgte Gud. Udvalgte Gud. Tre gange hører vi – at Gud så ned i dybden og udvalgte noget ”lavt”. Det nytter naturligvis ikke at se op, når man er ”den Højeste” – men pointen er, at Gud ikke ser, som mennesker ser og ikke dømmer og vurderer, som vi gør. Det er meget tydeligt.

 

I vore dage bruger virksomheder store ressourcer og megen tid for at sikre sig den rette medarbejder. Man hyrer rekrutteringsbureauer – headhuntere – der underkaster ansøgere alle mulige tests til bestemmelse af personligheden. Sådan må det muligvis være.

 

Det er blot tydeligt, at Gud griber sagen ganske anderledes an, da Han kalder Sin menighed. Han går ikke til samfundets elite: de fornemme, rige, mægtige eller til filosofferne, kloge-ågerne. Nej, Han udvælger de ringe og svage; dem, som anses for tåbelige og underbemidlede, dårerne. Ikke at de nødvendigvis er idioter og tåber, men fordi de anses for sådanne. Særligt når de først bliver kristne! Så regnes de for helt tabt. Helt ”væk”.


Og ikke kun menigheden rekrutterer Gud fra bunden af, men Sin egen Søns moder: Maria……

 

Først satte jeg her ovenfor et udråbstegn, men erstattede det med en stribe punktummer. Hvorfor? Fordi det er bedre, at vi tøver lidt ved den ufattelige og sære ting; den forunderlige ting, det under – at en ringe person, en simpel, ung kvinde fra en lille by blev Guds Moder.

 

Igen: Gud siger ikke, at Maria ingen verdens ting er. Det bekender hun selv. Paulus siger heller ikke, at hans venner i Korinth er værdiløse, svage eksistenser, men kun at verden ser sådan på dem: ”Det, som er svagt i verden / dårskab i verden / det, verden ser ned på og ringeagter” – udvalgte Gud.


Gud ser anderledes på os. Han ser Sine fingres værk, skabt ”kun lidet ringere end Gud” – som det hedder i Salme 8 i Gammel Testamente. Han ser Sine fingres værk, skabt efter Sin Søns billede til at ligne Ham. Han ser naturligvis også – thi han er Gud – synden: Vor vildfarelse og indkrogethed og hovmod. Fortabtheden.

 

Den, vi alle er fælles om, uanset hvem vi er i ”verden”: ”Mægtige eller svage”, ”vise eller tåber”, ”fornemme eller ringe”, ”rige eller ”affald””.

 

De ovennævnte ”kasser” eller ”etiketter” er vores; de er ”verdens”, ikke Guds. For Ham er forskellen vist ikke så stor. Hvad mere er: Det er muligt, at Han ser fattigdom, hvor vi ser rigdom; hovmod, hvor vi ser ydmyghed – og ikke mindst: Omvendt. Det kan også være, den rige i denne verden er endnu rigere, end vi ved af; og den fattige endnu fattigere. Det er ikke så simpelt.

Gabriel & Maria af Virginio Cimaghi

Maria (til højre) læner sig frem i en holdning, der siger så nogenlunde: ” Hvem var det, du sagde, du var?!” – og Gabriel (til venstre) læner sig også frem, men mere som en invitation til Maria til at indprente sig, hvad hun hører og ser.

Corona’en er over os. Nogle steder som en rasende storm.

I Nembro, en by med cirka 10.000 indbyggere i Norditalien, er de holdt med at ringe med klokkerne, for de har fire begravelser om dagen og de kan ikke holde ud, at klokkerne skal ringe hele tiden. 110 begravelser på en måned, hvor de vistnok plejer at have 20. Kun en ud af fem præster er aktiv; af de øvrige fire er to corona-syge og to i karantæne. I Nembro er Corona en orkan, der flår alt fra hinanden.

 

Hos os ved vi ikke rigtig. I medierne hersker Corona omtrent uindskrænket. Der tales og skrives stort set ikke om andet. Kun om hvordan det går rundt om i verden og herhjemme – med Corona; og om hvilke nye regeringstiltag (=begrænsninger i frihedsrettighederne) vi muligvis må imødese inden længe – med henvisning til Corona; om Cororna-strategiens grad af vellykkethed; og om hvor vi skal skaffe mere håndsprit (”værnemidler”) fra; om den verden efter Corona vi aner glimt af: Den økonomiske krise, der tårner sig op; klimaet og globaliseringen – for nu at nævne nogle af de vigtigste begreber.

Hvad mere tales om?

 

Om hvad mennesker er værd. Hvad vi som samfund vil eller kan forsvare at ”give” for en Corona-overlever. Hvem er vores (samfundets) investering ”værd”? Som situationen er, synes det danske sundhedsvæsen at prioritere alle Corona-smittede lige højt. Danmark er heller ikke Nembro. Vi befinder os nu muligvis i stilheden før stormen. Vi ved ikke, hvor slemt det bliver. Vi ved ikke, hvor godt de valgte strategier virker. Vi må alle håbe det bedste.

 

Så ja, foreløbig synes alle smittede og behandlingskrævende at få, det bedste Danmark har, og det må glæde. Vi ved ikke, om det får lov at fortsætte.

I nogle andre lande vælges andre strategier til at imødegå Corona. Nogle steder satser man vist på at holde samfundet så vidt muligt uforstyrret i gang og få smittet tilstrækkelig mange tilstrækkelig sunde og stærke mennesker til, at Corona så at sige mister sin kraft og fremdrift. Vi ved (heller) ikke, om det vil virke. Nogle kalder den strategi kynisk. Det er vist svært at dømme om.

Herhjemme er en anden vej (foreløbig) valgt. Det var slet ingen selvfølge.

Prøv blot at tænke på, hvis Corona angreb børn og unge og voksne lige hårdt. Erhvervs-aktive som ikke erhvervs-aktive. Hvad ville så ske?

Jo, så åbnede man for alvor diskussionen om værdien af det enkelte menneskes liv: Hvem skulle man satse på? Hvem skulle man opgive? Naturligvis ville man nøjes med at forholde sig til statistikker og ikke det konkrete enkelte menneske, men statistikker er samlede tal for enkelte konkrete mennesker.

 

Tillad mig en lille tankemæssig omvej:

Nogle siger, at det er nødvendigt for dem at tro på noget større end sig selv. Det der ”større end-sig-selv”-noget kan være mange forskellige ting. Anker Jørgensen blev engang spurgt, hvad han troede på. ”Det sociale” – svarede han. Samfundet. Det er jo også større end hver enkelt af os, som er en del af samfundet.

 

Gud er ikke ”samfundet”, men samfundet er alle mennesker i Danmark.

 

(”De helliges samfund”, som der tales om i trosbekendelsen under Helligånden, er kirken, som den samles om Ordet og sakramenterne: Dåben og nadveren. Og samles af Ordet, dåben og nadveren. Eller for at lege lidt med sproget: ”Badet, Bordet og Ordet”. Kirken er ikke først og fremmest huset, men det, der sker i huset; kirken er dem, der samles i huset.)  

 

Hvor vil jeg hen med det – at fastholde forskellen på samfundet og Gud? Danmark er nok et kristent land (selvom den nuværende regering ikke vil skrive det sort på hvidt), men staten som sådan er ikke kristen. Den kan motiveres på mange måder og af mange ting. Hvis staten var kristen og samfundet var kristent, så skulle lovgivningen kunne stå for en kristelig prøvelse, og hvordan skulle man – når Jesus har sagt: ”Vend den anden kind til! – kunne sætte voldsforbrydere i fængsel?

 

Nej, en stat kan ikke være skabt i Guds billede, men et menneske er. Kristendom er et Ord fra vor Herre, talt til dig. Det ord stiller os til ansvar hver især; dømmer og benåder.  

 

Staten kan være nødsaget til at gøre sig det, der i sidste ende er gustne beregninger af menneskers værd. Ligesom mennesker også hele tiden kan gribe sig i at sammenligne og regne nogle for visere, fornemmere, stærkere end andre. Det gør Gud ikke.

 

Gud udvælger.

Sognepræst

Robert Landeværn Ryholt


Tel.: 7445 1712

Mobil: 2127 1673

e-mail: Tryk her





KONTAKT SOGNEPRÆSTEN

PERSONALET


Organist

Christiane Wattenberg

Mobil 5082 8176


Kirkesanger

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423

E-mail: Tryk her

KIRKEGÅRDSMEDARBEJDERE


Graver

Kim Rasmussen ( fredag fri)

Mobil: 5141 8875


Gravermedhjælper

Kurt Christensen

Mobil: 2515 3660.


Sognemedhjælper

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423