6. Søndag i.f.

Palmesøndag – 6. Søndag i Fasten –”Hvorfor ødsle sådan…?!”

Hvornår vi kan vende tilbage til det liv, vi var vant – eller: OM vi får lov at vende tilbage til det liv, vi var vant til, må tiden vise. Disse tider er sandelig temmelig sære, men sandt er det også, at ”Mine tider er i Din hånd, Herre!”, som det hedder i Salme 31 i Gammel Testamente (Gammel Oversættelse).

Inden længe skal vi fejre påske uden gudstjenester i kirkerne.  Det er ikke ”kirkelig hverdag”! Faktisk vil det være første gang i kirkehistorien – at Guds hus overalt er lukket, når vi fejrer det opstandelseshåb, huset er bygget på.


Og nu: Evangeliet til Palmesøndag – Sjette Søndag i Fasten:


”Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.  Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien?  Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende.  Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.  De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.  Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.  Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«”

Detalje fra Mathias Grünwald’s ”Isenheimer-altertavle”; malet nok i 1512-16 (nu i Musee d’Unterlinden i Colmar). Alabastkrukken så givetvis ikke sådan ud, men smuk er den.

 

Lyt eventuelt til følgende smukke arie fra Johann Sebastian Bach’s Matthæus-passion: Hør den ved at trykke her

Betragtninger over evangeliet:

 

Ja, hvad skulle det egentlig også til for? At hælde al den fine, dyre olie ud over Jesu hoved. Hvad skulle han dog med det?! Han havde ikke så dekadente vaner. Han spiste almindeligt brød, drak vand og når han drak vin, kostede den ikke 8000 kr. flasken. Næ, Jesus var en mand af folket. Derfor hører vi også, at ”nogle” blev vrede og mente, at det var alt for galt. Evangelisten Johannes meddeler villigt (men nok ikke venligt), at ”nogle” var Judas – og så kan vi jo alle nikke sigende: ”Ja, tænkte vi det ikke nok!”

 

Alligevel er ”Nogle’s” tankegang os normalt ikke så fjern. Vi tænker tit: ”Hvad nytte er det til? Betaler det sig? Hvorfor dog gøre det?” Nyttetænkning – er nok bedre end sit rygte. Det er godt, at vi bruger vore ressourcer på bedste vis.

Alligevel vælger vi nogle gange med åbne øjne at suspendere den rationelle beregning. Ligesom kvinden i evangeliet, der brænder en formue af på at gøre Jesus vellugtende – indtil vor Herre vælger at gå i bad næste gang.

Nogle gange gør vi måske også som denne kvinde. Det tænker jeg i hvert fald tit, når vi har en kiste stående inde i kirken. Alle blomsterne. De er sjældent gratis, men ofte dyre. Og vi ved jo: ”De blomstrer i dag og visner i morgen” – for det har vi lært af både Bibel-bogen og naturens bog, der lige her lærer ens.

 

I morgen eller allerhøjest om få dage er blomsterne visne. De dyre blomster. Og hvad så?! Var det så ikke spildte penge? Kunne pengene ikke lige så godt eller ja, bedre være brugt på kræftforskning eller hvilken sygdom der nu end tog vor kæres liv? Nogle gange beder afdøde – eller afdødes familie at om, at forskning i sygdomme betænkes, snarere end udsmykning af kirkegulv og kiste. Og ingen, ingen tænker det mindste ondt om det…

 

”Nogle blev vrede…” Tit forundres vi måske over alle de knubbede ord, der som missiler kan fyge gennem luften i den kirkelige debat. Udenforstående tænker sikkert deres, men det er ikke noget nyt eller underligt. Sådan har det altid været. Jesus fremkalder strid, sådan som vi igen og igen bevidner det i evangelierne. ”Du må ikke udæske Herren din Gud”, siger Jesus til Djævelen, men Gud selv må gerne udæske, provokere. Hans Søn gør det i hvert fald. Hele tiden. Gang på gang hører vi i evangeliet, hvorledes Jesus sætter sine disciple på plads. Hvordan han viser sig at tænke anderledes end dem – som oftest ”helt på hovedet” i forhold til dem. Helt omvendt. Når disciplene truer nogle kvinder med deres børn, kalder Jesus dem tværtimod til sig. Da Jesus møder op ved Betesdas dam, hvor rækker af stedse mere syge mennesker ligger og venter med stedse mindre håb, opsøger Jesus ikke hende med de bedste kliniske udsigter, men ham som håbløst har været syg i 38 år.

Når disciplene tysser på en blind tigger, spørger Jesus, hvad han har brug for.

Og i Palmesøndags evangelium hører vi altså, at Jesus tager en kvinde i forsvar, der ser stort på al sund fornuft og nyttetænkning, selvom alverdens gode formål står (og ligger) i kø. Han glemmer ikke de lidende, men gør sine disciple (til alle tider) opmærksom på, at ”de fattige har I jo altid…”

I Havnbjerg har vi normalt konfirmation Palmesøndag.

Desværre ikke i år.

Den er udskudt til august.

Til konfirmation i Havnbjerg synger vi Lisbeth Smedegaard Andersens salme ”Du fødtes på jord” (Nr. 69). I salmen henvender vi os til Jesus med bevidsthed om at være disciple af Jesus, der gang på gang må retvendes:

 

”Hvor vi ser en tigger, der er til besvær;

dér rækker du guds-barnet menneskeværd

- det daglige brød

fra fødsel til død. ”

 

Vi ser den besværlige. Jesus ser gudsbarnet. Vi ser det unyttige. Vi ser de uforløste projekter, der med en anderledes prioritering kunne realiseres.

Jesus ser anderledes. Da han i ørkenen fristes af Djævelen, stiller den Onde ham også for øje ”alle verdens riger og deres herlighed” (og alle de lidelser og dårligdomme, der nu engang er en del af vor menneskelige eksistens); alting stilles Jesus i udsigt – og han får lovning på det, når blot han har gjort et lille ”kniks” til ære for Djævelen. Bare en lille gestus, og så kan Jesus ellers tage fat på at ”gøre alting godt” for alle. Tænk jer det! Hvad kunne Jesus ikke have gjort?! Det krævede bare et lille buk…

 

Men Jesus sagde ”Nej!” Selv ikke alle tænkelige humanitære projekter til verdens forbedring ville han bytte sig til på bekostning af sin tro og lydighed mod sin og vor himmelske Fader. Hvor ”unyttig” end tro og gudsfrygt kan forekomme. Jesus ved, vi lever ikke kun af nytte og brød, men af hver nåde-smule af Guds hånd.


Som sagt er vor kirke Palmesøndag særligt bestemt af konfirmationens glade anledning. I andre kirker, hvor denne dag i højere grad er set som første dag i ”den stille uge” (påskeugen) lyder en læsning fra Paulus’ brev til Filipperne:  

 

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,

han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,

men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne,

for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden,

og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.…”

 

Jeg har sat Paulus’ ord op som poesi. De lærde mener, at der er tale om en hymne, og det vil i givet fald være en af de første og bedste kristne sange.       I centrum har vi Guds menneskevordelse (”Julen”) og korset (”Påsken”). Jesus ”gav afkald”. Han blev tjener. I fristelsen ville Djævelen gøre Jesus til en stor og mægtig karl, men Jesus kom ikke fra Gud for at blive en stor kanon på jord, men for at blive lille og tjene og give sit liv som løsesum for mange.

”Han gav afkald….

 

Og blev lydig….”

Evangeliet er ingen teori. Det er ikke et smukt princip; tidløst og ubundet af al konkret omstændighed. Nej, det hellige evangelium, der er et glædelig ord fra Gud, lyder ikke i et tomrum, men (normalt) i et kirkerum for almindelige folk med ganske almindelige problemer, bekymringer, sorger, glæder, lyster – og synder. Ja, også synder.

 

Evangeliet lyder til syndere. Derfor lyder der sjældent ros til mennesker. Alligevel hører vi i dag Jesus ikke bare forsvare, men lovprise en kvinde, der har gjort en god gerning imod ham.

Evangeliet er ikke et tidløst budskab, men evigt er det, og evigt skal derfor også denne kvinde ihukommes, selvom vi ikke kender hendes navn.

Jesus priser hende for gjort gerning, men – kan vi regne ud – fordi han ser, at hun har ”gjort det hun kunne” og mere end det: Hun har gjort mere. Hun har gjort mere end hun selv forstod: Hun har forberedt Jesus til den begravelse, der ingen længe venter ham. Snart efter ville jo folk af ganske andet sind tage fat og med stor indædthed og bedste samvittighed gøre deres til at forbedre verden ved at lade Jesus dø en skammelig død på et kors.


Vi lever jo i Corona-tider, og det er dage med et vist pres. Mange spørgsmål må vi hver især og sammen forholde os til. Et spørgsmål vender jeg tilbage til igen og igen – og ikke jeg alene. Jeg synes, at det spørgsmål er meget brutalt:

 

”Gamle mennesker! Hvorfor bruge en masse ressourcer i denne tid på at holde dem i live, når inden længe de alligevel skal dø…?”

 

Sundhedsøkonomer og sociologer og andre kloge folk svarer forskelligt på det spørgsmål (og spørgsmålet stilles også på mange forskellige måder). Sociologerne (med flere) henviser gerne til en fælles forståelse i samfundet: ”Vi har i Danmark en samfunds-kontrakt med hinanden. Det vil sige, at vi alle sørger for alle. Vi betaler til børnehaver, selvom vi ikke selv (længere)”

 har børn. Vi betaler for skoler og uddannelsessteder, selvom vi har vort eget på det tørre eller aldrig får det. Vi betaler for sygehuse til de syge, selvom vi selv håber på evig sundhed. Vi betaler for plejehjem, for vi ved godt, at vi (alligevel) engang nok får brug for et selv. Vi betaler for kultur til alle. Skatteyderne betaler med et mere eller mindre stramt smil deres skat.

 

Hvis vi begyndte at lade de gamle sejle deres egen sø – ved brutalt at si dem fra ved behandling af Corona-smitte eller ved aldeles ødelæggelse af plejehjemmene – så ville vi med god grund kunne frygte for, om vor egen efterslægt ville honorere deres side af samfunds-kontrakten, når det blev vores tur til at nyde godt af den. Sandsynligvis måtte alle sejle vores egen sø.

Så sociologerne (med flere) har sandsynligvis ret: Mennesket er en synder, der søger sit eget bedste – også når han eller hun betaler for andres skolegang og hospitalsophold.


Men: Også et andet ord lyder – end samfundskontrakt og ”selv-nytte”: Evangeliet. Det ord, der meddeler hvert et menneske værd – helt uden fortjeneste. Menneske-værd. Mennesket er skabt i Guds billede og er som sådan helligt og ukrænkeligt. Menneske-værd! Ikke menneske-ret.  Der er tale om et nådigt blik på mennesket. Det blik, der sendte Jesus til os; udtømt og ydmyg for at dø på et kors.

 

Det blik er også det korsfæstede og opstandne Frelser-Ords ”blik” på os. Derfor forbød den første kristne romerske kejser (Konstantin den Store), at slaver kunne trælmærkes i ansigtet. De var dog først skabt i Guds billede. Derfor blev det fra og med kristendommen forbudt at sætte uønskede børn ud at dø en ensom, spæd død. Det blev at regne for mord, for var ikke også de små og spæde skabt i Guds billede? Jo. (Og derfor er både abort og aktiv dødshjælp at regne for frontal-angreb på en kristen kultur og civilisation.)

Menneske-værd – skænker Jesus Gudsbarnet, hvor vi andre blot besværes

Altertavle af Johan Thomas Skovgaard i Vester Tostrup kirke, Himmerland. Den opstandne Jesus er også overordentlig levende og søger nu at rive sorgens slør fra kvindens øjne og indgyde hende kraft i de synkende hænder. Disciplen til venstre er vendt mod både sin korsfæstede Herre og sin svækkede trosfælle. Hans klædning er af samme farve som Jesu kors, og dermed antydes det, at han ikke vil spørge: ”Hvorfor dog ødsle sådan?!”

”Hvorfor ødsle sådan?!” spurgte ”Nogle” – og Jesus måtte rejse sig til en kvindes forsvar. Naturligvis var der både da og nu ingen ende på den armod og nød, vi kan afhjælpe med de penge, vi bruger på unyttige ting for at glæde hinanden.

Alligevel – og nej, jeg sponseres hverken nu eller senere af blomsterhandlerne – er der en dyb grund til, at vi ikke sender alle pengene til kræftforskning og anden værdig foretagsomhed, men at vi også vil pynte og gøre ved i kirken ved en begravelse: Grunden er, at kærligheden tænker anderledes. Den er ødsel af natur. Gud er i hvert fald – og om Ham siger den hellig Skrift, at Han er kærlighed.

 

Jesus lod sig på korset tildele al skam og ydmygelse for siden på den tredje dag at stå op, således vi alle kan få et levende håb, der ikke bliver til skamme.

Jesus fandt os den lidelse værd – og så betyder det mindre, hvad vi selv eller andre tænker.

 

Amen!

 

Sognepræst

Robert Landeværn Ryholt


Tel.: 7445 1712

Mobil: 2127 1673

e-mail: Tryk her





KONTAKT SOGNEPRÆSTEN

PERSONALET


Organist

Christiane Wattenberg

Mobil 5082 8176


Kirkesanger

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423

E-mail: Tryk her

KIRKEGÅRDSMEDARBEJDERE


Graver

Kim Rasmussen ( fredag fri)

Mobil: 5141 8875


Gravermedhjælper

Kurt Christensen

Mobil: 2515 3660.


Sognemedhjælper

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423