Femte Søndag efter Påske 2020

Hvis det behager eller passer dig, kan du læse prædikenen over dagens evangelium med nogle indledende overvejelser over den kollektbøn, som også hører dagen til.

Eller:

Du kan også vælge at høre samtlige dagens bønner, salmer, læsninger med samt prædikenen, hvis du klikker her: www.dendanskesamebogonline.dk


Enkelte ord til enkelte af salmerne på dagens ”Salme-Tavle”:


004  - 

336  - Vor Gud han er så fast en borg (Se teksten her)

294  - Talsmand, som på jorderige (Se teksten her)

652  - Vor Herre! til dig må jeg ty (Se teksten her)

417  - Herre Jesus, vi er her (Se teksten her)


Vi bør ikke rose præsten, der har valgt salmerne, men lad os glæde os over salmerne selv, digtet af mennesker vejledt Helligånden.


Nr. 4 (”Giv mig, Gud, en salmetunge”) er Grundtvigs gendigtning af en gammeltestamentlig salme (Ps 92). Min lærer i hymnologi på Pastoralseminariet brød sig ikke om den, da han ikke mente, at vi ic kirken skulle bede om, at nogen gik ”til grunde”, eller synge, at nogen var ”onde”. Et mærkværdigt synspunkt synes jeg. Vi synger ikke en lovsang om vore fjenders udslettelse, men derimod om den gode Guds. Hvorledes Hans fjender forsvinder, blander vi ikke os i, men det er vel ikke utænkeligt, at fjenden udslettes, fordi fjendskabet tilintetgøres. (Hymnologi betyder i øvrigt: Læren om salmer: om salmevalg, salmehistorie med videre).


Nr. 336 (”Vor Gud han er så fast en borg”) er også en gendigtning af en gammeltestamentlig salme (Ps 46); blot er det her naturligvis Luther, der stillede sig til rådighed for Helligånden


Nr. 294 (”Talsmand, som på jorderige”) er en af Grundtvigs talrige, gode Helligånds-salmer og valgt på grund søndagens Paulus-ord om Åndens uudsigelige sukke i forbøn for os, der ikke aner, hvordan vi skal bede. Grundtvig kalder Ånden for ”Talsmanden” – (og andre gange: ”Trøstermanden”) – som oversættelse af det græske ord ”Paraklet”, som evangelisten Johannes bruger til at betegne Helligånden. ”Paraklet” betyder netop: Talsmand, trøster, advokat.


I nr. 652 (”Vor Herre” Til Dig må jeg ty”) – salmen efter prædiken – lyder som en gammeltestamentlig salme og er klart inspireret af ”Jesu salmebog”. En dyb salme med en smuk og inderlig tone.


Nr. 417 har jeg flere grunde til at vælge, men lad mig nøjes med en enkelt, nemlig dens navn og første linje: ”Herre Jesus! Vi er her..”


Jeg glæder mig til igen at fejre gudstjeneste i kirken. Det er bedst og klart at foretrække frem for selv de åndfuldeste pastorale betragtninger over bibel-ordet, ledsaget af interessante billeder. Eller hvorledes præsterne ellers har gjort sig nyttige de sidste måneder (sammen med organister og kirkesangere og teknikere).


Derfor kunne jeg have gemt denne salme til næste søndag, hvor vi efter planen igen må mødes i Havnbjerg kirke smukke, gamle hus – MEN: Jeg vil fastholde at der gives et fællesskab ”i Herren”, i Guds Ord, som består, uanset om vi sidder side om side på kirkebænken og kan både røre og høre og lugte hinanden, eller om vi sidder hver for sig og blot næres af det samme Ord, der bliver til evig tid.


Lad det være nok sagt om salmerne.


Og lad os så bede:


Kollekt-bønnen til Femte Søndag efter Påske:


”Herre, vor Gud, himmelske Fader!

Du, som ved Din Søn tilsagde os,

At Du vil give os alt, hvad vi beder om i Hans navn.

Vi beder Dig nu:

Hold os fast ved Dit ord

Og giv os Din Helligånd

Til at styre og lede os efter Din vilje.

Beskyt os mod Djævelens rige,

Mod vrang lærdom og falsk gudsdyrkelse.

Bevar også liv og lemmer imod ulykker.

Giv os velsignelse og fred,

Så vi i alle måder kan erfare Din nådige hjælp

Og prise og love Dig her og hisset i evighed

Som vor nådige Fader ved Kristus,

Som med Dig lever og regerer i Helligåndens enhed,

Én sand Gud fra evighed og til evighed.

Amen!”


En uhyre indholdsrig bøn. Jeg hæfter mig særligt ved, at bønnen minder os om, at vi er blevet lovet bønhørelse, når vi beder. Når det længere nede i bønnen hedder: ”Beskyt os med Djævelens rige, vrang lærdom og falsk gudsdyrkelse” – er det en bøn, der skal værne os blandt andet mod en ulyksalig forståelse af løftet om bønhørelse. Det er snigende let at forme og skabe os en gud i vort billede, der nikker og billiger ting, som skader os. Bønhørelse loves vi, når vi beder i Jesu navn til hans Gud og vores Gud; til hans himmelske Fader og vores Fader. Det vil sige: Som Guds børn. Det sætter i sagens natur visse begrænsninger for, hvad vi kan bede om. Mere end det. Måske ved vi end ikke rigtigt, hvad vi så beder om.


Da jeg i den efterfølgende prædiken flittigt bruger dagens epistel, kommer den her:


”Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”

 

(Romerne 8,24-28)


Prædiken på femte Søndag efter Påske 2020

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen!

 

I den britiske forfatter Tolkiens ”Ringenes Herre” –i bog såvel som film – er der et replikskifte mellem nogle desperate folk. Situationen er meget alvorlig, og de råber: ”Der er intet håb!” – hvortil den hvide troldmand Gandalf svarer:

 

”Nej, der er intet håb – på nær tåbens!”

En lille gruppe venner er i ”Ringenes Herre” på en mission for at frelse verden fra ondskab og fortabelse. Undervejs søger et enormt, overvældende stærkt, ildsprudende uhyre at fortære dem. Vennerne flygter, og der synes intet håb. Gandalf, den hvide troldmand, opmuntrer sine venner og beder dem flygte videre, hvorefter han vender sig mod monsteret og tager kampen op. Gandalf er en af flere Kristus-figurer i Tolkiens fortælleværk om ”Ringen”. Tolkien var kristen.  

På nær tåbens håb. Paulus er en tåbe. Håbløst tåbelig. Han får så mange slag. Der er ikke tal på de brændeknuder, han får ned i hovedet og al den modgang, han møder. Alligevel er han ukuelig; eller som han selv sir om håbet om skaberværkets genfødelse og den endelige åbenbaring af de Kristus-troende som Guds børn:


”Til det håb er vi frelst! Men et håb, vi ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man ser opfyldt. Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”


Med udholdenhed! Paulus’ håb holder ud. Håbet kæmper. Derfor beder han i sine breve. Side op og side ned finder vi bønnen. Paulus er en tåbe. Han vil ikke give op. Han beder – til tider sammenbidt.


Paulus må også ha’ haft sine sorte stunder, hvor han sukkede modløst, og hans ellers kække næb hang uden pip i. Men så kommer han op på hesten igen, skriver et nyt brev – fyldt med bøn og fyldt med håb – og den dag i dag stiver hans ord skrøbelige hjerter af i deres sorteste stunder – og det er i grunden ikke så lidt.


Paulus er realist. Han er klar over, liv og lidelse ikke kun i bogstavrimet går hånd i hånd, men at livet gør ofte ondt. Det gør alle liv.

Men det er ikke sådan, at lidelsen er der, for at vi må lære deraf. Det er en kynisk gud, som skulle udsætte mennesker for lidelser for at de skulle lære deraf. Men det er også ret typisk for mennesker at søge at kontrollere livet ved at tvinge lidelsen ned i et formål. Ikke alt kan rationaliseres, beherskes af fornuften. Sådan som man ser det i nogle varianter af reinkarnationstro – ”vi får nye liv og lider ondt, fordi der er noget, vi skal lære”. Sådan tænker nok den, der er forfærdet over lidelsen og behøver en mening i den.


Vi ser også ”rationalisering” i de græske tragedier. Et forsøg på virkeligheds-beherskelse. Et forsøg på fornuftsmæssig besværgelse af virkeligheden.  

I de tidlige græske tragedier, af digteren Aiskylos, ytres det princip, at ”læring kommer af lidelse”, og det kan vi nok nikke genkendende til nogen gange. I de senere tragedier – af folk som Sofokles og Euripedes – finder vi ikke den kobling, men det konstateres blot, at alles liv – dit, mit, alles – indebærer lidelse. Vi lider ikke for at lære. Vi lider, og det hænder, at vi også lærer noget af det.

Aiskylos levede i Athen fra cirka 525-456 før Kristi fødsel. Han mente, at ”vi lærer ved at lide” (Græsk: πάθει μάθος: udtales: Páthi máthos).

Aiskylos og hans digterkolleger var ikke kristne. Sådan som Paulus var det. Han ser anderledes på sagen. Paulus ser sit liv i som et liv ”i Kristus”. ”Lyst og nød” er ikke gudens eller skæbnens riven og rusken i ham (eller gudernes tovtrækning) – hvilket ellers var en ganske gængs tanke i Paulus’ samtid. Nej, Paulus’ liv er ”i Kristus”, og at se sådan på det kalder vi tro.

Paulus stoler på, at den opstandne Kristus har liv at give til dem, han kalder sine. Evigt liv hos Gud. Det genføder levende håb – i de håbløse.


Så Paulus er på én gang en realist, der ser lidelsen i øjnene, og en tåbe, der ikke kan se, ”hvornår legen er slut”. Som ikke ved, hvornår man skal gi’ op. Altså: Opgive håbet. Hvorfor kan Paulus ikke det? Fordi han er vis på, at intet kan skille os fra Gud. Ingen verdens ting. Nogensinde! Vi er ”i Kristus”! Paulus kan ikke se, det hele er forbi, fordi han er vis på, at ”det hele” ikke slutter med vores død, men vor livs horisont, så at sige, er i Guds favn.


Paulus håber med udholdenhed på det, han i al sin menneskelige nærsynethed netop ikke kan se.

Kristent håb og kristen tro er en sådan dårskab.

Paulus er en korsets tåbe. 


Når jeg nu allerede har kaldt en apostel for tåbelig, så tillad mig at pege også på Guds tåbelighed.

Vi hører jo, at både Guds Søn og Helligånden be’r.

Beder for os og i os. Beder med uudsigelige sukke. De sukke har vi måske endda hørt, når vi selv var ved at gi’ slip.


Jesus ber med himmelvendte øjne til sin Gud og vore Gud, sin himmelske Fader og vores:


”Jeg beder for dem, Du har givet mig; ikke for verden be’r jeg, men for dem du har givet mig....”


Hvad tynger Gud? Hvad ligger Ham på sådan på sinde, at både Søn og Helligånd må folde hænderne og bede?

Jo, en plaget far vil nikke genkendende til bønnen:

Gud håber på enighed blandt sine børn.

(Se, det er, hvad jeg kalder en håbløs bøn!)


Jesus ber for kirken, sin menighed: At den må være ét, som han og Faderen er ét i Helligåndens enhed. Ja, Jesus ber for sine, ”at Gud må holde dem fast i Sit navn – for at de kan være ét ligesom vi.”


Jesus og Helligånden ber…. – Det vil sige: Gud ber.

Så ser det sort ud. Når endog Gud selv må bede, må det være alvorligt. Se virkelig sort ud.


Men omvendt og samtidig: Uudsigelig opløftende.

For mon Guds hænder blir tunge? Bliver de modløse. Ligesom vores hænder.

Sander Guds tunge til?

Tørrer Hans hjerte ud?

Eller er og forbliver Gud Gud, om så ”alle mand” synes døve for Hans Ord?


Og først og sidst: Mon ikke Gud beder, fordi Han elsker.


Vi har hørt om den kærlighed.

Vi har hørt, at den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

At den kærlighed ingensinde hører op?


Jo, Gud ber ufortrødent videre. For Sit menneske. Med tåbens trodsige håb.

 

Amen!

 

Gud beder for os, i kærlighed, og Hans kærlighed hører aldrig op.

Sognepræst

Robert Landeværn Ryholt


Tel.: 7445 1712

Mobil: 2127 1673

e-mail: Tryk her





KONTAKT SOGNEPRÆSTEN

PERSONALET


Organist

Christiane Wattenberg

Mobil 5082 8176


Kirkesanger

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423

E-mail: Tryk her

KIRKEGÅRDSMEDARBEJDERE


Graver

Kim Rasmussen ( fredag fri)

Mobil: 5141 8875


Gravermedhjælper

Kurt Christensen

Mobil: 2515 3660.


Sognemedhjælper

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423