Langfredag 2020

Langfredag 2020 – ”Fader, i Dine hænder betror jeg min ånd”

Langfredag synger vi i kirken Salmebogens nr. 193: ”O hoved højt forhånet”; nr. 192: ”Hil dig, Frelser og Forsoner”; nr. 495: ”Midt i livet er vi stedt”; nr. 201: ”Det hellige kors, vor Herre selv bar” – og lignende stærke salmer. 

Jesus korsfæstet. Billedet er en åndelig konstruktion uden smålige hensyn til kronologi: Evangelisten Johannes står og tager hånd om Maria, Jesu moder.

Disse personer er ifølge evangelierne tilstede ved Jesu kors. Endnu en anden kvinde ligger på knæ og tilbeder. Ved hendes knæ står den alabaster-krukken med olie til at salve Jesus. Vi ser også Johannes Døber stå med strittende pegefinger og udpege ”Guds Lam, som bærer verdens synd”. Johannes Døber er dog for længst af kong Herodes blevet gjort et hoved kortere, men hans vidnesbyrd fuldbyrdes på Jesu kors. For korsets (og Johannes) fod står et lam, der bløder ned i en alterkalk. I nadveren giver den korsfæstede og opstandne Herre os sig selv: Hengivet legeme, udgydt blod. Til syndernes forladelse. (Mathias Grünwald’s ”Isenheimer-alter”; d’Unterlinden, Colmar)

De fire evangelister – Matthæus, Markus, Lukas, Johannes – fortæller alle om Jesu død og opstandelse. De gør det forskelligt. Det skal vi være glade for. Her har du ”Lukas’ Langfredag”:


”Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«


Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.


Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«


Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i Dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Alle fire evangelister fortæller på hver deres måde historien om Jesu korsfæstelse og opstandelse. Det ny-gotiske krucifiks fra væggen i Havnbjerg kirke. Yderst på kors-bjælkerne har vi evangelisternes symboler: Øverst Johannes (ørnen); til venstre Lukas (offertyren); til højre Markus (den brølende løve); og nederst Matthæus (englen).

Betragtninger over evangeliet:

 

Langfredag er dagen, hvor Guds Søn blev naglet til sin trone, til korset. Forinden havde romerske soldater haft den helt store ”fest”: De iklædte ham den kongelige purpur-farve, gav ham et rør i hånden som scepter og kronede ham med torne. Og ”tilbad” ham.


Og sådan fortsatte de ellers: De ydmygede og fornedrede Jesus. Spyttede ham i ansigtet. Lagde et klæde over hans ansigt og slog ham så og bad ham ”profetere” og sige, hvem af dem, der slog ham.


I ved det godt. Der er så mange selskabslege, man kan tænke på, når først man kommer i gang.


De torne-kronede Jesus. Krone (og krans) hedder på latin corona. Det ved vi efterhånden alle sammen: Vi taler om corona hele tiden, og navnet kommer af, at COVID 19-virus gennem et mikroskop ligner små kranse eller kroner.


På latin kan ordet corona også betegne den belejringslinje eller -mur, som den romerske hær med stor flid, rutine og dygtighed lagde om en by, når de belejrede den. Muren havde til formål at isolere de belejrede og afskære dem fra hjælp og kontakt udefra. Vi nikker nok genkendende til scenariet. Det er også, hvad vore dages corona gør: Skiller os ad – i hvert fald fysisk.


På latin kan ordet corona også betegne den belejringslinje eller -mur, som den romerske hær med stor flid, rutine og dygtighed lagde om en by, når de belejrede den. Muren havde til formål at isolere de belejrede og afskære dem fra hjælp og kontakt udefra. Vi nikker nok genkendende til scenariet. Det er også, hvad vore dages corona gør: Skiller os ad – i hvert fald fysisk.


Til Langfredag er det gammel skik at læse Salme 22 fra Gammel Testamente. ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har Du forladt mig?” lyder de første ord, og netop de ord siger Jesus på korset (når vi altså følger Markus’ og Matthæus’


vidnesbyrd). ”Min Gud! Hvorfor har Du forladt mig?”, og salmen fortsætter: ”Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig…”Vi kan med god grund forestille os, at Jesus bad hele salmen.

Salme 22 er – som rigtig mange af de 150 bibelske salmer – en ”kombi”:


Dels klageråb, dels tillidsord, dels takkesang. Langfredag nøjes vi med at hæfte os ved klagen. Et tema går igen i klageordene: At den nødstedte, der beder salmen, er ensom. Ikke forstået som alene, men isoleret. Det gælder jo også Jesus. Han er til stadighed omgivet af mennesker, men vennerne enten forråder, fornægter og/eller forlader ham. Kun fjenderne er trofaste. De står om ham ”tæt i ring”. Salme 22 udfolder situationen:

”Alle, der ser mig, spotter mig,

de vrænger mund og ryster på hovedet:

 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,

han må redde ham, han holder jo af ham!«



Stærke tyre omgiver mig,

Bashanbøfler omringer mig;

rovgriske og brølende løver

spærrer gabet op mod mig.

 Jeg er som vand, der hældes ud,

alle mine knogler falder fra hinanden,

mit hjerte er som voks,

det smelter i livet på mig.



Hunde omgiver mig,

en flok af forbrydere står omkring mig;

de har gennemboret mine hænder og fødder,

jeg kan tælle alle mine knogler.

De ser på mig med skadefryd…”

(Nærbillede; Havnbjerg kirke

Det er et menneske under massiv nedbrydning, vi hører her i salmen. Sådan som vi ved, at alvorlig mobning og isolation kan virke. Det er ”de yderstes nød”, Jesus går ind i. Klik her og hør Christiane Wattenberg og Stine Ryholt spille ”O hoved højt forhånet” (nr. 193 i Salmebogen).

Jesus er omringet. Omgivet. Hadet. Efterstræbt på livet. Gennemboret på hænder og fødder og dog genstand for skadefryd.

Udsat for hadets Corona. Isoleret.

(Detaljer; Havnbjerg)

Lukas er den store mesterfortæller af vor fire evangelister. De mange fine detaljers mand. Vi skylder ham – til jul – krybben og svøbet (og kunne vi forestille os en jul uden!) – og nu på denne Langfredag blandt andet kvindernes gråd og røvernes hån. Eller rettere: Den ene røvers hån. Den anden går i rette med sin kollega og siger: ”Vi får hvad vi fortjener. Jesus derimod er uskyldig” – og Jesus svarer ham: ”Se, vi går til Paradis!”


Lukas fortæller sin historie om Jesus, men han, Matthæus og Markus er dog enige om at medtage den lille fortællemæssige vignet eller detalje om Simon af Kyrene, der af romerne bliver tvangsindlagt til at bære med på Jesu kors.    I Mel Gibson’s Jesus-film fra 2004

”The Passion of the Christ” ser man, hvorledes Simon af Kyrene værger sig sit bedste. Han vil nødig associeres eller forbindes med Jesus. Jesus er døddømt forbryder og velsagtens en synder, ramt, såret og plaget af Gud. Hjælpe ham? Nej, ellers tak!

Mel Gibson’s ”The Passion of the Christ” om Jesu sidste tolv timer “splitter vandene”. Filmen er blodig og voldsom, men også lavet med stor lidenskab og med sans for detaljerne: Skuespillerne taler aramæisk, Jesu dagligsprog. Jeg regner den for et mesterværk. (Simon af Kyrene og Jesus side om side – og noget sker…)

Men undervejs på marchen ud af Jerusalem og til Golgatha – og den tur tager tid, for de skal igennem hujende menneskemasser, og Jesus er svag og falder gentagne gange – undervejs sker der noget med Simon af Kyrene. Noget uforklarligt. For da de endelig når frem, og romerne siger ”Skrid!” til ham, så vil han ikke gå. De er nødt til at true ham strengt, førend han forlader scenen. Det er naturligvis en film, og Mel Gibson ved ikke mere om Simon af Kyrene, end den smule de tre nævnte evangelister fortæller os. Alligevel ville Simon af Kyrene ikke være den første i historien, som Helligånden skænkede øjne at se med, så kærligheden, nåden, retfærdigheden og sågar skønheden gennem-stråler den grusomme og forfærdelige historie om Jesu korsfæstelse og død.


”Og så straks og glad til at sove…!”

 

Martin Luther giver i sin Lille Katekismus anvisning på, hvorledes vi kan lægge liv og alle ting over i Guds hånd, når vi skal sove. Altså i bønnen. Det indbefatter ”det hellige korses tegn” i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn, trosbekendelsen og Fadervor, hvortil Luther føjer en egentlig aftenbøn, der slutter med ordene: ”Og så straks og glad til at sove!”

Det er en dejlig vending.


Da Jesus på korset mærkede livet rinde ud, sagde han:

 

»Fader, i Dine hænder betror jeg min ånd.«

 

Det blev Jesu aftenbøn. Hans godnat. Ingen puttede ham.


En rigtig dejlig forberedelse til påsken er at lytte nøje og opmærksomt til Johann Sebastian Bach’s Matthæus-passion. Der er tale om et musikalsk mesterværk – og der er ingen tvivl om, at Helligånden via denne musik kan ”omvende hjerter, som agter derpå”.


Vi følger i Bach’s værk Jesus fra det øjeblik, han forlader nadverbordet og går ud i Getsemane have. To store kor, plus et drengekor, et fuld orkester, samt et væld af solister, der ”spiller” rollerne: fortælleren Matthæus, Jesus, Simon Peter, Judas, Pilatus og så videre. Matthæus’ bibeltekst synges, de enkelte personers replikker synges, korene lever sig ind i Jesu lidelse og påtager sig skylden; solister (sopraner, alter, tenorer, basser) mediterer andagtsfuldt over de enkelte momenter i Jesu lidelseshistorie.


Og det hele må naturligvis ende på et tidspunkt (Bach’s Matthæus-passion er mere end tre timer lang) – og det ender med: En godnatsang til den gravlagte Jesus, hvor de enkelte soliststemmer træder frem en efter en og tager afsked. Og mellem hver stemme synger koret: ”Mein Jesu, gute Nacht!”


Det er meget bevægende og smukt. Klik her og hør.


Mange præster prædiker ikke Langfredag. De mener måske ikke, det lader sig gøre at sætte tilstrækkelig værdige ord på vor Herres lidelse. Det vil de naturligvis altid have ret i. Ingen ord er tilstrækkelige.

 

Det kender vi fra huset, hvor ulykken og tragedien er slået ned. Vi ved, ord ikke slår til. Ingen ord kan helbrede og gøre helt godt igen. Det er svært.


Et Langfredags-ord skal heller ikke nogen af de ting.

Luther kritiserede sin samtids Langfredags-prædiken for at bestå af 1 del udskældelse af jøderne, 1 del klage og ynken af Jesu triste endeligt og (mindst) 2 dele grædekone-søstersolidaritet med mor Maria.

 

Hvis ikke du høre mere af Bach’s Matthæus-passion end den afsluttende ”godnat-sang”, jeg nævnte ovenfor, så kunne du mistænke Bach for at blot at ynke Jesus. Det ville dog være en stor fejl. Uophørligt undervejs og også helt til sidst skifter Bach hele tiden mellem betragtningen af Jesu lidelse og så bekendelsen af den synd, der krævede så dyrt et offer: Guds egen kære Søn.

 

Mine ord truer med at falde i ”ynk-Jesus-delen”. Jeg har dog søgt at holde mig til at ”præsentere” nogle af de bibelske læsninger, der afmaler os Jesus som korsfæstet (Salme 22 og Lukas’ lidelseshistorie) og afholde mig fra at fremsætte for mange teorier om hvorfor Jesus måtte dø på korset. Det korte svar må være: Menneskers synd og Guds nåde.

 

Klik her og hør Christiane Wattenberg spille ”O Mensch bewein dein Sünde groß”, som også Bach bruger i begyndelsen af sin Matthæus-passion.

Den bibelske salme 22 lader en uskyldig stå gennemboret og gudsforladt, afskyet og foragtet, omgivet af en skadefro hob.

 

Lukas’ ord – som vi langt fra er dykket tilstrækkeligt ned i – er som nævnt spækket med detaljer, og vi kunne have hæftet os ved mange andre ting. Ikke mindst Jesu doms-ord, kvindernes gråd, rådsherrernes Kristus-prædiken (”Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte..”); eller den romerske officers noget forsinkede erkendelse: ”Den mand var virkelig retfærdig.” 

 

Jo, der er rigeligt. Og vi er kommet til kort – og også det er en sært passende menneskelig Langfredags-erkendelse.


Amen!

Sognepræst

Robert Landeværn Ryholt


Tel.: 7445 1712

Mobil: 2127 1673

e-mail: Tryk her





KONTAKT SOGNEPRÆSTEN

PERSONALET


Organist

Christiane Wattenberg

Mobil 5082 8176


Kirkesanger

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423

E-mail: Tryk her

KIRKEGÅRDSMEDARBEJDERE


Graver

Kim Rasmussen ( fredag fri)

Mobil: 5141 8875


Gravermedhjælper

Kurt Christensen

Mobil: 2515 3660.


Sognemedhjælper

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423