Påskedag 2020

Påskedag 2020 - ”Herren, vældig i krig”

Allerførst: Evangeliet til Påskedag:


”Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«”


Dernæst den gamle hilsen, som stadig i Grækenland ved påsketid er lige så almindelig som ”Hej!” og ”Hva’ så dér!” er i Danmark hele året:


”Kristus er opstanden!” – hvortil svaret lyder ”Ja, sandelig opstanden!”


Så er det sagt.

”Dig være ære,

Herre over Dødens magt.

Evigt skal døden være

Kristus underlagt!”

 

synger vi med Händel i salme 240.


(Klik her for at høre Christiane Wattenberg spille melodien)


Opstandelsesbilledet er fra Mathias Grünwald’s altertavle, d’Unterlinden, Colmar. Bemærk at den opstandne stadig bærer sårmærkerne: Han vedkender sig dem, han døde for.

Så gerne ville jeg Påskedag stå i kirken og bede følgende bøn:


”Herre, vor Gud!

Du, som på denne dag

Lod Din enbårne Søn nedkæmpe Døden

Og åbne Evighedens Porte for os!

Du, som selv har lagt os i hjertet,

Hvad vi beder om:

Hjælp Du også vore bønner på vej til Dit hjerte,

Ved Din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,

Som med Dig lever og regerer

i Helligånds enhed,

én sand Gud fra evighed og til evighed.”


Nedkæmpe Dødens porte! Guds Søn er Hærskarers Herre, en kriger, sådan som det allerede siges i Davids Salme 24 Første Søndag i Advent:


” Løft jeres hoveder, I porte,

 løft jer, I ældgamle døre,

så ærens konge kan drage ind.

Hvem er ærens konge?

Det er Herren, stærk og vældig,

Herren, vældig i krig.”


Vældig i krig! Sådan læses det i kirken om det barn, der skal fødes julenat. Man skulle ikke tro det.


Det var der heller ikke mange, der troede på Jesu tid. Da han først hang på korset. Folk rystede på hovedet. Og det er stadig mange ikke holdt op med.

”Alexander tilbeder sin gud” står der på græsk. Det menes at være en grafitti, der mobber en kristen ved navn Alexander. Hans gud er et korsfæstet æsel. Billedet er fra Rom og tidligt; muligvis fra år 200. Billedet er udtryk for dyb hån.

Påskedag hører vi i kirken også en læsning fra Peters Første Brev. Vi læser også fra det brev, hver gang vi har dåb. I den tidlige kirke var Påskedag den helt store dåbsdag. Her er ordene om det levende håb.:


”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.”


Det er mange ord. Tilmed er de også dybe, og sætningerne er bygget op på meget kompliceret vis. Prøv selv at læse dem højt. Det er ikke så let. (Det kan hjælpe at sætte ”kryds og bolle”).


Ordene er skrevet til en menighed, der var trængt. De romerske kejsere var i bedste fald skeptiske og ofte direkte fjendtlige. Alle i menigheden var derfor martyr-potentiale. Til disse mennesker, der – præcis som vore dages kristne i fx Irak og Egypten og Syrien – kunne være bange for en brat og voldelig død ene og alene på grund af deres kristne tro; til disse mennesker skriver Peter og priser Gud, fordi Han giver håb. Et håb, der ikke kan gå til, men omvendt genføder til evigt liv. Det evige liv er en himmelsk arv, vi har i og med troen. Troen kan presses og prøves under allehånde lidelser, men den er værd alt guld i verden. Tro vil (blandt andet) sige: At vi ser det usynlige og elsker det. Derfor siger Peter: ”Guds Søn elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men…” Vi har ikke set ham, men vi kan tro og elske ham.


Hvor sendte Peter sit brev hen? Til præstegården eller til graverhuset eller til sognehuset? Til kirken? Det vides ikke, men han har formentlig givet en budbringer sit brev i hånden og sagt: ”Gå til Gaius’ hus i ”Den røde Gade”, og hvis han er væk til Lydia i det store hus vest for Apollo-templet” – eller noget lignende. Kirken havde ingen officiel adresse. Menighederne mødtes rundt om i de private hjem. Måske var der en mosaik over indgangsdøren af en fisk eller en hyrde eller et diskret kors. Det var tegn for de indviede: Her bor kristne. Det kristne liv var diskret, skjult.


Blandt andet i Rom kan man stadig den dag i dag gå rundt i katakomberne: Underjordiske anlæg med små sale og gange. Især blev de brugt til begravelser. De går tilbage til de ældste, romerske kristnes tid. Ofte er de smykket med billeder og symboler: Kors, hyrdebilleder, fisk (fisk hedder på græsk IXTHUS, som er oldkristen kode for: Iesous Christos Theou Hyios Sôter: Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser). Ofte ser vi også billeder af folk, tit kvinder, med hænderne opløftet i bøn.

En sådan kvinde kaldes en orans (latin: kvinde, der beder). Det er den gamle jødiske bedestilling, som også mange præster bruger ved bøn foran alteret. Hendes øjne ser op mod noget, vi ikke kan se: ”Ham tror I på nu uden at se ham, men I skal sidenhen juble..” (Detalje fra Sankt Priscilla-katakomben, Rom. 3. årh.)

Fra den allerførste kirke og frem har man bedt Davids-salmerne. Det var jo Jesu salmebog. Og med mange ord, der passer til enhver tids lidelser og trængsler. Påskedag lyder blandt andet disse ord fra Salme 118:


”Jeg takker dig, for du svarede mig

og blev min frelse.

Den sten, bygmestrene vragede,

er blevet hovedhjørnesten.

Det er Herrens eget værk,

det er underfuldt for vore øjne.

Denne dag har Herren skabt,

lad os juble og glæde os på den.”


Peter skriver et andet sted i sit Første Brev, at kirken er bygget af levende stene: Det er os, der er stenene. Det er værd at huske på i en corona-tid, hvor kirke-huset er lukket og låst: At vi sammen er Guds kirke her i Havnbjerg. Menneskene, du og jeg, er byggestenene. Vi er ikke hovedhjørnestenen. Det er Jesus. Derfor tales der i Salme 118 om en sten, som bygmestrene vragede. Den forkastede og korsfæstede Jesus er grundlaget, fundamentet for kirken. Det er muligvis derfor, jeg har det lidt stramt med ordene fra den moderne indgangsbøn, som bruges mange steder, hvor det lyder: ”Vi er samlet i det hus, vi har bygget for Dit navn” (eller noget i den stil). Vi er blot mursten, og Jesus er hovedhjørnestenen (og opstandelsen er fundamentet) og Gud Fader og Helligånden er Mureren. Gud må bygge huset: ”Det er Herrens eget værk, det er underfuld for vore øjne.”


Langfredag var folk i Jerusalem og omegn enige om, at der ingen frelse var for Jesus. Aldrig så man så håbløs en sag. Ikke engang hans allernærmeste medarbejdere var overbeviste om hans vision. Ingen brændte for missionen. For nu at bruge nogle af de ord, der ofte anvendes i opslag af stillinger, uanset om det drejer sig om Danfoss’ direktionsgang eller løsarbejde på genbrugspladsen. Det endte forudsigeligt: På korset. Oppe på en bakke så alle kunne se og bevidne den skamfulde og pinlige (og smertefulde) fiasko. ”Det ku’ man sige selv!”, sagde folk og nikkede. Nogle tilfredse, andre triste.  

 

Havnbjerg kirke og enhver anden kirke er bygget, fordi vi må have et hus, hvor det Ord kan lyde til os, som vi ikke kan sige os selv. Ordet om Jesus, der på korset dør for os og på den tredje dag står op fra de døde. Opstandelsen er det, som intet øje har set, og intet øre har hørt og ikke er opkommet i noget menneskehjerte.

Ordet om korset og opstandelsen må prædikes for os og modtages og gribes kun i tro; ellers ikke. Måske derfor har vi også i Havnbjerg kirke vore egne bedende kvinder med oprakte hænder.

Disse ord skrives Påskelørdag. I kirkens tradition har man spekuleret meget over, hvad der mon skete denne dag. Hvad der mon skete undervejs i Jesu korte karriere som død.

 

Martin Luther skriver i sin stærke påskesalme ”I dødens bånd vor Frelser lå”:

 

”Det var en tvekamp underfuld,

Da Liv og Død de brødes,

Og kredsen skreves under muld,

Hvor riget er de dødes;

Men Livet fik dog overhånd,

Så, fængslet i sit eget bånd,

Til spot er nu Døden blevet.”


Melodien kan høres ved at klikke her.

Påskelørdag slås Jesus med Satan, Livet med Døden. Og vinder som bekendt. Jesus er ”Herren, stærk og vældig; vældig i krig”!

Derfor slutter Luthers salme med fest:

 

”Thi holder vi for Livet fest,

Som Død har overvundet,

Og priser Kæmpen allerbedst,

Som har den Stærke bundet;

Han sidder nu på ærens stol

Og er for os den gyldne sol,

Dødsnatten hun er forgangen.”


Luthers salme har fem stærke, flotte og meget indholdsrige vers. Vi er heldige at have den. Vor egen Grundtvig har også sat sit præg på den, men han valgte dog desuden at skrive sin helt egen salme om ”Jesu nedfart til Dødsriget”, som fik med i salmebogen i 2003, men vistnok ikke synger så tit. ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” (nr. 213) er nemlig meget lang: Tyve vers! Det er langt at synge, selvom melodien er meget fin (klik her). Med fordel kan du læse den.


Jesus går i forvejen for os – uanset hvor vi går hen – vi skal derfor ikke frygte, men vi kan undre os over kristendommen, som er denne her sære ting: Samtidig skrøbelig og så stærk. Afmægtig og dog umulig at få bugt med. Nok mere som mælkebøtten end påskeliljen vi ser i have og på Kirkebakken.

 

Kristendommen er at finde og at se, når du tror Ordet. Det ord, der bevidnes også af en skrøbelig blomst og et gammelt hus på en bakke.

Blomsterne kommer år efter år; huset ligger der hele tiden. Til både hus og blomst kan vi synge med ord fra Grundtvigs fine påskesalme:

  ”Ved dit syn kun den sig fryder,

Som har kær, hvad du betyder.”

 

Ja, måske kun den. Men fryder du dig over blomst og kirke, har du sandelig også noget at fryde glæde dig over: En ganske en uudsigelig, forklaret glæde.


Amen!

Sognepræst

Robert Landeværn Ryholt


Tel.: 7445 1712

Mobil: 2127 1673

e-mail: Tryk her





KONTAKT SOGNEPRÆSTEN

PERSONALET


Organist

Christiane Wattenberg

Mobil 5082 8176


Kirkesanger

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423

E-mail: Tryk her

KIRKEGÅRDSMEDARBEJDERE


Graver

Kim Rasmussen ( fredag fri)

Mobil: 5141 8875


Gravermedhjælper

Kurt Christensen

Mobil: 2515 3660.


Sognemedhjælper

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423