Kryb og Kamp

Kryb, kamp og kærlighed – En ørkenvandring


Da jeg var ung, rejste jeg om i verden. I Europa og Mellemøsten. Jeg oplevede en del vilde ting. Hvis min mor havde vidst besked, ville hun aldrig have lukket et øje. Jeg var jævnligt ved at slå mig selv ihjel enten af fortvivlelse eller i fortvivlende dumhed; og mere end en gang undgik jeg kun på et hængende hår at blive overfaldet. Og så var der alle dyrene. Naturligvis.


Kriblen og krablen i Petra

På et tidspunkt rejste jeg med en ven rundt i Europa og Tyrkiet og derfra ind i Syrien og nabolandet Jordan. I Jordan ville vi gerne se Petra. Petra er et område midt ude i den jordanske ørken: 44 km2 med røde klipper og bjerge og tusindevis af grotter og huler.

 

Fra gammel tid har der levet folk der. For 2000 år siden herskede nabatæerne og huggede monumenter og templer ud af klipperne.

Nu bor der vist ingen, men der kommer en del turister. For 35 år siden – da jeg var der – var der inde i selve området stort set ingen mennesker. Vi så en enkelt landrover.


Da min kammerat og jeg kom til Petra-området, til porten, blev vi mødt af nogle arabiske knægte, der sagde: ”Bakshish! Bakshish!” Det betød: ”Giv os nogle penge!” Vi svarede: ”No, no!” Min kammerat og jeg havde stort set ingen penge. Vores budget var på cirka 5 dollars om dagen – til mad, logi, fornøjelser, alting. Drengene svarede igen: ”Give me your watch!” 


Da vi gik ind i området, stod der på et skilt, at man skulle passe på, fordi der var alle mulige vilde dyr i området: slanger, kryb, leoparder. LEOPARDER. Mums! Min kammerat og jeg slikkede os om munden. Det her lød så godt. ”Overnatning forbudt!” sagde et andet skilt.


Hele dagen gik vi på opdagelse i terrænet og klipperne; vi så det store tempel med søjlerne, men… vilde dyr så vi ingen af.


Vi lavede aftensmad på vores kogegrej og nød udsigten over alle de røde klipper. Da vi skulle sove (i Petra ja, for selvfølgelig skulle vi gøre noget, vi ikke måtte), lagde vi os i vores soveposer på vores liggeunderlag på klipperne. Vores pose med madvarer lagde jeg oven på min mave. Det blev hurtig mørkt. Pludselig var der lyde overalt. Kriblende lyde. Krablende lyde. Kravlende lyde. Slæbende lyde. Skrig og hvæs og knurren. Spændende.


Næste morgen fandt vi vores madpose 15-20 meter væk. Maden var spist. Af……?


Jeg så aldrig en skorpion i Petra. Det er ellers sådan et cool dyr.

Min kammerat tog det her billede af mig med min rygsæk. En landrover er lige kørt forbi og hvirvlet støvet op.

Bonus-info: Ser man rigtig, rigtig godt efter, kan man se, at jeg har sådan et pænt HÅR.

Kriblen og krablen – i Israel

Min kammerat og jeg tog videre til Israel og trængte til en pause fra rejseriet. Vi tog i kibbutz, som er en slags arbejdsfællesskab. I vores kibbutz prøvede jeg blandt andet at arbejde i bomuldsmarken, i et hønseri, på en fabrik, der lavede bats til beachball (jævnt kedeligt: natarbejde mutters alene); men det allerbedste var– bananplantagen!

Der var mange gode ting ved at arbejde ”i bananerne”:

Vi startede tidligt (kl. 05.00), men var også tidligt færdige (kl. 14.00), vi kunne spise alle de bananer, vi ville, og vi havde kibbutzens lækreste morgenmad (fx alle de franske toasts, vi kunne spise.

Franske toasts kaldes også for ”Arme riddere”)….


Glæd jer selv og hinanden med ”Arme Riddere”/”French Toast”!!!

Opskrift: https://www.valdemarsro.dk/french-toast-eller-arme-riddere/?fbclid=IwAR2NTw6DItOqNBeGByfikqVbC8erEvMQRqVzTdxscCmA_sJv3rEERywQrCY

Det bedste ved at arbejde ”i bananerne” var dog – bare at være der. Det var lidt som at være i en jungle. Og vi var unge fyre (og én pige), der elskede at bruge vores kræfter. Bananklaserne vejede 40-50 kg, når vi høstede dem. Hjemme på mit værelse i kibbutzen havde jeg en bananklase hængende ned fra loftet: Høflig selvbetjening til gæsterne.


Der var en del kryb i banan-”junglen”: Mus, rotter, slanger, edderkopper. Vistnok også skorpioner, men de sidste så jeg aldrig på arbejdet. En dag kom jeg hjem og tog en siesta-lur. Da jeg vågnede og stod op, så jeg en ”fætter” på vej over gulvet. Hvad var det? Da jeg ville prikke til den med fingeren, rejste den halen: Skorpion. Endelig.

Min kammerat og jeg syntes, det var cool med vores egen skorpion, så vi lod den være, men huskede fra da af at se os for og ikke tage støvler på uden først at ryste dem grundigt.

Øh, hvad nu? Jo: Mere kriblen og krablen – nu i Afghanistan

Lad os spole lidt frem. Nu er jeg midt i 40’erne. Ikke forfærdelig meget klogere, men til gengæld behøver jeg ikke bruge 30 minutter på mit hår hver morgen ;-) Jeg er også i Afghanistan et par gange – som feltpræst for danske soldater ude i nogle små patruljebaser i ørkenen. Ups! Der var ørkenen igen.


En aften er jeg meget træt. Som i: Rigtig, rigtig, rigtig træt. Jeg ligger i min seng og læser lidt i en bog, men magter det ikke. Jeg lægger mig til rette med hænderne under hovedet og er så træt, at jeg end ikke orker at slukke min pandelampe og tage den af hovedet. Jeg vil bare sove. Det kilder på venstre arm; ved albuen. Det bliver ved. Da jeg åbner øjnene, ser jeg en monster-stor camelspider og laver et spontant, spastisk SPJÆT med armen, der sender det kære dyr op og ind mod teltdugen lige bag mig. Jeg hører den glide ned af væggen og krabbe sig fornærmet bort hen ad gulvet. Jeg er så træt, at jeg ikke magter at mase den med geværkolben. Mit våben hænger ellers inden for rækkevidde. Jeg lukker øjnene – og slukker pandelampen. (Vi skal huske at spare på strømmen.)

Yes, cobras are cool! -

Tegning af Robert Ingpen fra ”Junglebogen” 


Bonus-info:

Det første levende væsen, jeg mødte, da jeg kom ud til patruljebasen første gang – var en mus. Dem var der mange af. Alt for mange. En soldat kedede sig og opfandt alle mulige forskellige slags musefælder. På én dag fangede han 23 mus i sine fælder. Mus ser jo egentlig søde ud, men problemet med dem er, at de trækker andre gæster til, som vi helst ville undgå at ligge i ske med. Fx den her.


Jeg så desværre ikke selv en kobra i Afghanistan, men en af mine kammerater stod en dag på vagt, da en kobra rejste sig op 4-6 meter foran ham. Kobraer er cool – og ret skræmmende.

Det pulserende afghanske natteliv

Når det blev aften ude i den afghanske ørken, blev det mørkt. Meget mørkt. Der er jo ingen gadelygter eller neonskilte. Stjernehimlen er overvældende. (Engang så jeg i løbet af en halv time 50 stjerneskud).


Der var også mange lyde. Lyd færdes let i mørke og i ørkener. Vi kunne høre lydene fra alle mulige dyr. Især i det korte tidsrum mellem det sene dagslys og det første bælgmørke var der mange lyde. Vi kunne høre sjakaler og ulve og hunde. Der er mange hunde i Afghanistan, selvom jeg ikke mødte en eneste dyreven på de kanter. Ingen der fodrer en hund. Hundene må selv finde føden. Nogle af hundene, der bidrog til ”aftenkoncerten”, var tydeligvis små tæppetissere. Andre lød mere som løver, syntes jeg. Vilde og rå.


Og så var der – Basse.

En dag besluttede en delingsfører og jeg at købe en hund nede i landsbyen lige uden for patruljebasen. Hvorfor dog det? Fordi vi var i krig, og krig er grim. Krig gør mennesker hårde. Koner, kærester, børn og far og mor – som forhåbentlig elsker os – er langt væk.


Vi ville købe en hund, soldaterne kunne være søde mod og forkæle, og dermed blive mindet om deres egen og andres menneskelighed.


Som sagt, så gjort. Delingsføreren fik 20 dollars af mig og købte Basse. Basse var en mindre hund. Sikkert kun et år gammel, men desværre allerede alt for klog på livet. Klog på kærligheden.


For der skete det, at da vi fik Basse, blev han forkælet. Han fik lækker mad og snacks og nus og opmærksomhed. Han behøvede ikke mere lede efter mad i affaldsdyngerne i landsbyen. Han behøvede ikke passe på de større hunde. ”Drengene” tog ham til sig. Alligevel blev Basse ved – med at løbe sin vej.


Vi opdagede det som regel, når vi hørte ham. Når han peb og skreg. Så ville vagten melde fra vagttårnet, at Basse var løbet sin vej og netop nu stod trængt op i en krog, mens nogle landsbydrenge kastede sten på ham og tæskede ham med stokke. Flere gange sendte vi patruljer ud og hentede ham hjem igen. Og hver gang blev han glad for nus og for snacks – og hver gang løb han kort tid efter sin vej igen.


Jeg sukker, mens jeg skriver det her, for det er sådan set meget sørgeligt: Hvorfor løb Basse sin vej VÆK fra nus og kærlighed og mad og TIL sult og slag og sten? Det spørgsmål kender jeg naturligvis ikke svaret på, men mit personlige gæt er, at Basse allerede tidligt havde lært en ting eller to om kærlighed. Vi kunne ikke få patruljebasen til at blive hjem for Basse, selvom der var rigelig mad, lækkerier, nus. Sådan føltes hjem ganske enkelt ikke for ham. Han havde allerede tidligt ”fået kærligheden at føle”…


Og sådan er det ikke kun små hunde, der har det, men mennesker som du og jeg. Det er ganske forbandet.

PS: Jeg har ikke et billede af Basse, men til venstre har I Preben, som er en ged, som der (også) blev købt. Den anden er vores kompagnichef. Preben gik gerne med på patrulje, men her ser det ud til, at han får besked af chefen på at blive hjemme.

Og ”Jesus blev af Guds Ånd ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen…” siger evangelisten Matthæus.


Jep, ørkenen igen. Det er i ørkenen, det sker. I ørkenen kommer vi under pres. Og under pres opdager vi noget mere om, hvem vi egentlig er. Ørkenen gør ærlig. Det kan godt være, det ikke er kønt, hvad du lærer om dig selv og om de andre, men ørkenen lyver ikke. Den afslører hvad vi ellers skjuler. Under neglelakken kommer så tit kloen til syne. Og frygten. Og egoismen. Og…


Og Jesus fastede i ørkenen i 40 dage og 40 nætter. ”Til sidst led han sult” fortæller Matthæus. Det tror jeg på.


Og hvad sker der, når vi bliver sultne, tørstige, trætte og i alt mulig andet underskud? Jo, så træffer vi tit dårlige beslutninger. Fordi vi bliver svage og begynder at tænke kun på os selv og kun på den korte bane. 


Djævelen kom, da Jesus (endelig) var blevet sulten. Da Jesus led sult. Djævelen. Sommetider møder jeg mennesker, der synes Gud og Jesus er kedelige, men Djævelen, Fanden, Satan derimod er spændende. Der er også nogle, der ligefrem flirter med Fanden. De siger, den bedste musik bliver spillet i Helvede, som også har de vildeste fester og de fedeste mennesker.


Spørgsmål:

Hvor ved folk alt det fra?

Hvem har været i Helvede – og er vendt tilbage for at fortælle om det?

Og hvem har været i himlen – og er vendt tilbage?

Og ikke mindst: hvem har været begge steder? 

(For at kunne sammenligne og sige, hvis musik er bedst, må man jo have hørt begge slags.)


Hvem spiller bedst på guitar – engle eller dæmoner?

(Bonus-info: Guitar kommer af et latinsk-græsk ord for et musikinstrument. Ordet – og instrumentet – finder vi i fx Salmernes Bog i Gammel Testamente, i Bibelen. Englene spiller på guitarer – og alle mulige andre instrumenter.    Jeg tror, de spiller himmelsk, og jeg tror, dæmoner spiller ”ad helvede til!”)


Tilbage til Jesus og Djævelen. Djævelen kommer – og han lyder rigtig rar. Han lyder ikke som en, der ser fx sådan ud:

Men mere en, der er opmærksom og omsorgsfuld og ser, at Jesus er presset. En ven i nøden. Sådan en her:

En ven, der peger på de muligheder, du har, når du selv har glemt dem. Sådan en, der stilfærdigt siger: ”Så dum er du da heller ikke!” og minder dig om alt det rigtige, du også har gjort.


Sådan en, der siger: ”Jesus! Hvis det virkelig er rigtigt, at du er Guds Søn, så ser den her situation (hvor du ikke har fået hverken vådt eller tørt i godt en måned); så ser den ikke så umulig ud alligevel. Der er håb, Jesus. Du har muligheder. Du har evner. Brug dem, Jesus. Tro på dig selv! Gør sten til brød!”


Hvor ville det være godt, hvis vi alle havde så god en ven, ikke sandt?


Men Jesus afviser de venlige påmindelser og råd: ”Mennesket skal ikke leve kun af brød. Nej, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Leve af Gud.


Hmm.


Og Djævelen tager Jesus med op på templets top. Templet var enormt. Udsigten har været fantastisk. Kender I det, at et dyb kan ligesom trække i os? At en afgrund kan have en sugeevne? Som om der er en magnet nede i dybet, og vi er – jernspåner?


Djævelen fortsætter trofast med at ”opbygge” Jesus ved at pege på de uanede muligheder, der ligger lige for. Hvis han vil ta’ skridtet. Hvis Jesus tør. Nogle gange gælder det jo ”bare” om at kaste sig ud i det. Og står der ikke i Bibelen, Jesus, at ”Gud vil give Sine engle befaling, og de vil bære dig på hænder og fødder, så du ikke slår dig”?! Nogenlunde sådan jo. Nogenlunde.


Jesus er stadig ikke overbevist: ”Der står også i Bibelen: Du må ikke udæske Herren din Gud!” Nej, lad være med det. Det der ”udæske-halløj”.


Bonus-info: Udæske er rigtig stavet. Der skal ikke stå ”udvæske” eller ”utyske” eller ”udvaske” eller ”uldvaske” eller ”uddaske” – og nej, det er heller ikke et andet ord for ”udbakke”.


Udæske betyder: Provokere eller udfordre eller ”Gi’ fingeren”.


Og Jesus siger: ”Lad være med det. Gud vil ikke ha’ det.”

Når du billede-googler ”udæske”. Hmm.


Min computers stavekontrol havde i lang tid også svært ved at acceptere, at jeg mente ”Markus-evangeliet” og ikke: ”Markmus-evangeliet”.


Nej, internettet tænker ikke for dig. Det må du selv!


Peter råber ”Ulven kommer” én gang, og folk kommer styrtende for at hjælpe ham med at passe på fårene. ”Haha! Det var bare for sjov. Jeg kedede mig.” Og igen: ”Hjælp! Ulven kommer!” – og folk kommer styrtende for at hjælpe. Forpustede forstår de, at Peter endnu engang har holdt dem for nar. Da Peter tredje gang råber ”Ulven kommer! Skynd jer!”, ryster folk på hovedet og fortsætter med, hvad de nu har gang i.


Og ulven kom, og det blev værre for Peter end for folk i landsbyen, der ikke savnede hans humor. Du kan ikke med djævelens vold og magt fremtvinge et bevis på, at din kæreste elsker dig – eller at Gud er og er hos dig og vil gribe dig, når du springer ud i utilgivelig dumhed og ukærlighed.

UDÆSK altså ikke Gud.

Og sådan kunne Djævelen og Jesus sikkert have brugt de næste 40 dage i åndelig fægtekamp, men den Onde blev træt af at få slag.

UDÆSK altså ikke Gud.

Og sådan kunne Djævelen og Jesus sikkert have brugt de næste 40 dage i åndelig fægtekamp, men den Onde blev træt af at få slag.


Alligevel prøvede han en sidste gang:


”Se her, Jesus!”, sagde han og pegede ud over alle verden riger og deres herlighed – for det var et sådant bjerg – ”Hva’ sir du så?! Alt sammen skal det blive dit, hvis….” (Der er jo altid et ”hvis”…) ”Alt sammen, Jesus, skal du få, hvis bare lige du laver en hurtig knæbøjning for mig.”


Jesus svarede: ”Hvad skal alt det her koste mig, siger du?”


Djævelen: ”Bare en knæbøjning. Lidt respekt! Er det for meget at forlange!”


Djævelen virkede som sådan en fin fyr. Fyldt med omsorg og empati. Så god til at opmuntre og indgyde mod.

Vi skal ikke tage fejl. Han vil give dig alt, hvis bare du gir ham dig. Han vil give dig al magt i verden, hvis bare han får magten over dig. En lusket karl. Som en af vennerne, og så alligevel ikke:

Bonus-info:


Et sted siger Jesus: ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve…”


(Matthæus 7,15)

Jesus svarede ham:


”Vig bort, Satan!

For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene!”


Djævelen forlod Jesus (for en tid) ”og se, der kom engle og sørgede for ham.”


Sidste bonus-info: Fadervor er et sværd. Et åndeligt sværd til kamp.             

Og den sidste af de syv bønner: ”Men fri os fra det onde” kan lige så godt oversættes ”Men fri os fra den Onde!”


Fadervor, Du som er i himlene!

Helliget vorde Dit navn!

Komme Dit Rige!

Ske Din vilje, som i himlen, således også på jorden!

Giv os i dag vort daglige brød!

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

Og led os ikke i fristelse…

Men fri os fra den Onde!

Thi Dit er Riget og Magten og Æren i Evighed. Amen!


Meget sent fik jeg selv Fadervor med i rygsækken, men bedre sent end aldrig.

Sognepræst

Robert Landeværn Ryholt


Tel.: 7445 1712

Mobil: 2127 1673

E-mail: Tryk her





PERSONALET


Organist

Christiane Wattenberg

Mobil 5082 8176


Kirkesanger

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423

E-mail: Tryk her

KONTAKT SOGNEPRÆSTEN

KIRKEGÅRDSMEDARBEJDERE


Graver

Kim Rasmussen ( fredag fri)

Mobil: 5141 8875


Gravermedhjælper

Kurt Christensen

Mobil: 2515 3660.


Sognemedhjælper

Stine Haveman Ryholt

Mobil: 3172 0423