Skærtorsdag 2020 – ”Ren og Skær”
Vi er her stadig, men også stadig hver-for-sig. Jeg så ellers frem til Skærtorsdag at bede følgende gamle bøn i vores smukke kirke:
”Herre, vor Gud!
Vi er samlede her for at mindes,
At Din enbårne Søn, på vej til at overgive sig til døden,
Først satte sig til bords med sine disciple
Og ved sit offer indgik en ny pagt med dem
Og med hele sin kirke:
Et kærlighedens fællesliv mellem sig og os til evig tid…. ”
Vi samles ikke i denne tid. Vi ses ikke i mange af de møder, vort liv er en lang perlerække af: Med den øvrige familie, med vennerne, naboerne, kollegerne, nede i ”Genbrugsen” eller ”Kafeen” eller i nogle af de foreninger, vi er med i.
Eller i kirken. Vi har ikke faste gudstjenester. De er aflyst til i hvert fald henover påsken. De fleste dåb udskydes. Og de fleste vielser. Kun bisættelser og begravelser udskydes ikke, men vi må højest være cirka 25 mennesker til stede. Det er få. Det er sært, at vi ikke skal fejre korsets og opstandelsens fest i kirken. Uden sammenligning i øvrigt er det også trist, vi ikke skal mødes til den lammekølle, der er ved at være lokal Havnbjerg-tradition Skærtorsdag.
Du skal nu ikke snydes for Skærtorsdags evangelium. Det kommer her:
”Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”
Jesus insisterer på at udføre slavens tjeneste – fodvasken – og Jesus får sin vilje. Simon Peters modstand tager man dog ikke fejl af på Ford Madox Brown’s billede fra ca. 1852
Betragtninger over evangeliet:
Evangeliet har givet navn til helligdagen: Skærtorsdag. ”Skær” betyder ren, og evangeliet handler om en fodvask, hvor Jesus erklærer, at (næsten) alle, som er badet, er rene. Man behøver kun at få vasket fødderne.
I disse tider er hygiejne et nationalt anliggende – især hvad håndvask angår. Folk må have så sure tæer, de nu har lyst, så længe hænderne er nyligt vasket og gerne sprittet af. ”Jeg tvætter mine hænder i renhed” hedder det i salme 26 i Gammel Testamente. Og det er sært: Pilatus, ikke Jesus, er i disse corona-tider blevet forbilledet, for den romerske statholder vasker sine hænder, da han frasiger sig ansvaret for justitsmordet på Jesus. Se selv:
Henrick ter Brugghen:
”Pilatus’ håndvask”;
Belgien, ca. 1615-1628
Lad os begynde med slutningen af evangeliet: Jesus erklærer, at den tjener-gerning, som han tog på sig, da han vaskede disciplenes fødder, var ment, så at sige, som et inspirerende eksempel: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”
Som apostlen Paulus formaner hvert brudepar i kirken:
”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre…”
”Forstår I..?” spørger Jesus disciplene, og det er let nok at forstå. Ganske let. Men Jesus siger noget andet i evangeliet, som er både let og svært at forstå: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.”
I dåben slår vi følge med Guds Søn og han med os. Han får vort synde-søle, vi hans hellighed. Vi gøres rene som sne og får lod og del med ham i ét og alt, så hans død og hans liv bliver vores.
(Fod)badet gør ren, og alle disciplene får, så vidt vi ved, vasket fødderne. Alligevel siger Jesus, de ikke alle er rene. Johannes forklarer, Jesus ”vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.” Vi ved det også: Judas. ”I er rene; dog ikke alle.” Ikke Judas.
Alle evangelierne kæmper med Judas’ gåde. Markus og Matthæus tøver med at sætte ord på gåden, men nøjes med at konstatere, at Judas forrådte sin mester: ”Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem”. Omvendt ”forklarer” Lukas og Johannes Judas’ gåde ved at sige ”Satan fór da i Judas” (Lukas) eller ”Djævelen havde allerede indskudt den tanke i Judas, at han skulle forråde Jesus” (Johannes). De søger ved én gåde at forklare en anden.
Judas derimod er ikke sådan at forstå. Se hans plagede, skyggefulde ansigt. Vi skal nok passe på med at gøre os for hurtigt færdige med ham.
I Første Korintherbrev minder Paulus os om, at Skærtorsdag også er dag for nadverens indstiftelse. Rettelse: Nat. ”I den nat vor Herre Jesus blev forrådt”:
”Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”
Jesus gav sig selv – og det gør han stadig hver eneste gang, vi fejrer nadver. Det er i disse corona-tider ikke så tit, med mindre I sender bud efter præsten, så han i jeres hjem kan berede jer den hellige nadver. Så kommer han.
Den aften, hvor Jesus først vaskede sine disciples fødder og dernæst til evig tid indstiftede et ”kærlighedens fællesmåltid”, var i anledning af jødernes påske. Her mindedes – og mindes de stadig – udfrielsen af Ægyptens trældom i salig Moses’ dage. Alle Guds storværker med alt fra tifoldige plager til frelsen gennem vand (Det røde Hav) og den lange vandring i ørkenen og endelig indgangen i det forjættede land. Alt sammen blev fortalt. Og der blev sunget. Sange hører sig til. Jesus og vennerne sang Halleluja-salmerne fra Salmernes Bog i Gammel Testamente. (Det er nr. 111-114 og 116-118). Disse salmer, hvis gennemgående tone er lovprisning og tak til Gud sang og synger jøder til påske. Det gjorde Jesus & Co. også, og som evangelisten Matthæus fortæller: ”Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.”
Den sidste af disse Hallelujah-salmer – nr. 118 – hedder på latin ”Confitemini Domino” efter de første to ord i salmen i den latinske oversættelse. Hele første linje lyder: ”Confetimini Domino, quoniam bonus”. Det betyder: ”Lovpris Herren, for han er god.” Det var hvad Jesus sang, førend han gik ud i natten, hvor Judas og ypperstepræsterne og alle de andre lurede.
”Herren er god” sang Jesus, selvom han ikke var uvidende om, hvad der ventede ham. ”Herren er god”… Den lader vi stå et øjeblik. (Hvis teknikken virker, kan I klikke her og høre Christiane Wattenberg på klaver, Stine Ryholt på fløjte og sognepræsten synge på latin: Confitemini Domino, quoniam bonus.).
Den bibelske salme 116 hører vi også Skærtorsdag. De første ord er her:
”Halleluja.
Jeg elsker Herren, for Han har hørt min tryglen,
Han vendte sit øre mod mig, da jeg råbte.
Dødens bånd omgav mig, dødsrigets trængsler ramte mig,
Jeg fandt kun nød og elendighed.”
Judas. Detalje fra Eckersberg’s
altertavle i Havnbjerg kirke; 1831.
”Døden bånd” omgav også Jesus. Nød og elendighed kun. Vennerne skulle han ikke regne med. Dem på den ene side lå og sov – og Judas nærmede sig med de nye kammerater.
(Eckersbergs billede.)
Salmernes Bog i Gammel Testamente er Israels bønnebog – og vores. Salmerne har ord til enhver lejlighed. Ikke mindst de dybeste stunder. Og de sorteste. Jesus citerer gang på gang de bibelske salmer. ”I den nat, han blev forrådt” udbrød Jesus på et tidspunkt: ”Nu er min sjæl forfærdet” eller – i 1992-oversættelsen: ”Nu er min sjæl i oprør”. Jesus citerer her den bibelske salme 6. I den latinske bibel hedder det:
”Nunc anima mea turbata est”.
”Nunc (nu) anima (sjæl) mea (min) turbata (oprørt) est (er)”…
Turbata. Vi kender orden turbulens fra piloten, når vinden rusker flyveren.
Anima turbata est. Sjælen er i oprør. Den er rystet, ved at falde fra hinanden. Det er rystende. Måske har I selv været der engang…?
Engang for knap 500 år siden skrev den spanske nonne Theresa af Avila et digt om at finde sindsro. Theresa kendte om ikke alt, så (alt for) meget, til sjælens forfærdelse.
Hendes digt blev til en sang, hvor teksten er således på spansk og på dansk:
”Nada te turbe
Nada te espante.
Quien à dios tiene
Nada le falta.
Nada te turbe
Nada te espante.
Solo Dios
Basta.”
”Læg al din uro.
Læg al din bekymring
For i Guds hænder
Mangler du intet.
Læg al din uro.
Læg al din bekymring:
Du har alt
I Gud.”
Bemærker I måske ordet ”turbe” i den spanske tekst? Det er vores latinske turbata, der popper op.
(Igen: Hvis teknikken virker, kan I klikke her og høre Christiane Wattenberg på klaver, Stine Ryholt på fløjte og sognepræsten synge på dansk og spansk).
I salme 116 lyder det tilsvarende:
”Fald til ro igen, min sjæl,
for Herren har handlet vel imod dig”
og
”Jeg kan vandre for Herrens ansigt
i de levendes land”
”Ja, fald til ro. Tag den med ro. Det går nok.” Bemærk venligst ”gåseøjnene”. Vi ved alle, den slags ord ikke er magiske trylleformularer, der uden videre luller os til ro og ud af angst. Hvordan kunne Jesus vide, at det gik godt?
Uden troen ”ved” mange, det endte ulykkeligt for den eller gode mand. At Jesus endte sine dage miserabelt. Med udsigt kun til elendighed og nød kan troen alene i Helligånden synge ”Herren er god” og ”I Guds hænder mangler jeg intet”. Vi beder om den tro!
Amen!