Bibel-betragtninger over fastens og påskens evangelier 2020
Nedenstående er ikke en prædiken. Prædikener holdes i kirken som levende ord til folk, der lytter, glædes, sukker eller falder i søvn. Eller som vi læser i evangeliet til 3. Søndag i Fasten: Bliver meget vrede.
Mine ord nedenfor er altså ikke prædikener, men betragtninger affødt af nogen beskæftigelse med den bibelske tekst. At forberede og skrive disse betragtninger føles også meget forskelligt fra at forberede en prædiken.
Endnu en ting: Disse er ord skrevet i en sær tid: ”Corona-dage”. Aviserne har hele corona-sider, og nyhederne i tv har corona-sektioner, præcis som de har vejrudsigter. Corona alle vegne. Derfor vil jeg med vilje kun sjældent skrive om corona og anden smitte, men jeg vil omvendt heller ikke helt undgå det. Smitte kan i øvrigt antage mange former: Vi taler om smittende glæde, og omvendt ved vi historisk, at had kan smitte.
1.Søndag i Fasten – ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger?”
Den nedenstående betragtning kan med fordel ledsages af et par salmer og et Fadervor. I kirken ville vi have sunget blandt andet nr. 337; 336; 266. De anbefales hermed. På den danske salmebog online kan man høre melodierne, samt læse salmernes tekst.
Til de næste søndage og helligdage vil mine betragtninger følge hurtigere – og ofte være kortere. Min tid har været optaget af blandt andet bisættelse i en corona-tid; samt fastlæggelse af nye tider til årets konfirmationer.
Ligeledes vil vor organist anbefale et stykke musik. Eventuelt til afspilning via Youtube. Og nu først: Evangeliet til Tredje Søndag i Fasten:
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Johannes’ evangelium 8,42-51
Johannes’ evangelium 8,42-51
Diego Velázquez; ca. 1632
Betragtninger over evangeliet:
Det er værd at få med, at Jesus her taler til ”jøder, som var kommet til tro på ham”. Det er altså folk, der er ham venligt stemt. Det er ikke kritikere, ikke skeptikere og slet ikke: fjender. Da de er færdige med denne samtale, tager de ikke desto mindre sten op for at kaste dem på Jesus.
Hvad skete der? Det ene øjeblik sætter de deres lid til ham, det næste øjeblik vil de slå ham ihjel. Der sker et omslag. Det er ikke bare en misforståelse og ikke kun en uoverlagt bemærkning eller en rigtig dårligt vits. Vi har at gøre med et dybt og dramatisk omslag.
Hvad kan vi sammenligne det med?
Den selvforgabte friers reaktion på det uventede nej er ikke helt nok. Tættere på er vi med bruden, når hun ”brændes af” foran alteret på sin bryllupsdag. Hvad skal hun gøre med sin forsmåede stolthed, sin vrede, sin smerte? Vi kan jo høre det på ordet forsmåelse: På den største dag i sit liv blev hun gjort lille, uanseelig – af netop ham, der indtil da havde ladet hende forstå, at hun betød alt for ham. Den mest glødende forelskelse kan slå over i dyb foragt, og den dybeste kærlighed i umætteligt had.
De troede på Jesus, men hvad troede de om ham? Vi hører ikke deres bekendelse. I evangeliet ser vi dog Jesus gøre det, som Guds Ord gør hver gang, det lyder: Stiller de lyttende i den situation, at de må forarges eller tro. At vi enten tror og accepterer Ordets sandhed (eller stiller os til dommer over Ordet og forarges). Ordet taler til dom og oprejsning. Vi kan ikke selv vælge.
---
Johannes kalder i almindelighed Jesu modstandere for ”jøderne”. Det blev siden brugt som ammunition af folk, der ikke ville jøder noget godt. Og ikke ville jøder noget godt slet og ret, fordi de jøder var – jøder. For nazistiske og andre jødehadende præster og prædikanter var i sin tid Johannes’ evangelium ”gefundenes fressen”; altså lige sagen: ”Siger Jesus ikke lige her, at jøderne er uværdigt djævleyngel?! Søger de morderiske jøder ikke her at ombringe Jesus?! Slog de ikke Jesus ihjel?!” Jo, det fandt de her sort på hvidt, mente de.
Jødehadere har ofte brugt evangeliet til at hidse folk op til had og således søgt at gøre sig til herrer over vor Herre. Søgt at spænde Gud for deres vogn: ”Gott mit Uns!”
Sådan har man gjort og i stilhed forbigået det faktum, at Jesus var jøde; at langt de fleste af hans første disciple var jøder; at Johannes var jøde; og at Johannes’ evangelium på mange måder er det mest jødiske af de fire evangelier i vores Bibel. Et lille eksempel: Kun hos Johannes finder vi det hebraiske og jødiske ord Messias brugt; hele resten af Ny Testamente bruger den græske oversættelse Kristus.
I mit bibliotek har jeg cirka en hyldemeter med kommentarer til Johannes’ evangelium. I mange af dem (alle dem skrevet efter 2. verdenskrig) finder vi advarende ord om antisemitisk misbrug af Johannes’ evangelium. Ofte har jeg læst disse advarsler og fundet dem overflødige: Dels fordi det misbrug var så oplagt: En åbenlys fejlfortolkning af evangeliet; dels fordi: ”Vi er jo videre nu, ikke sandt?! Vi er i 21. århundrede”….
Begge mine indvendinger, skulle man tro, var gode nok. Jo, det er misbrug af den Johannes, der i sit skrift lader Jesus sige ”Frelsen kommer fra jøderne” (Johannes 4) og på Jesu kors hænger Pilatus’ ord ”Jesus fra Nazareth, jødernes konge” på tre sprog: hebraisk, græsk og latin (Johannes 19). Det pensles ud, at Jesus er jødekonge. Går vi til Paulus, peger han på, at alle kristne er jøder – i åndelig forstand og med dåbens omskærelse af hjertet. Naturligvis ikke den fysiske på mandens køn (Romerbrevet 2). Men ikke desto mindre – jøder. Ikke anti-jøder og slet, slet ikke: Jødehadere.
Som det imidlertid har vist sig, er jødehad desværre intet forbigangent og overstået kapitel i historien. Tværtimod må vi sige, at ”vor tids jøder er lige præcis vor tids jøder” førend ”vor tids jøder” overhovedet kan bruges som etiket om nogen som helst andre ofre, man gerne vil gøre opmærksom på.
Historien synes aldrig at gentage sig ”1:1”, men der forekommer at være gentagne mønstre. Fx jødehadet. Det kan en tid synes udryddet – ligesom når bedene i haven står smukke og pæne (og både corona-tiderne og det gode vejr levner så rig mulighed for havearbejde) – men jødehadets ”løg” og ”frø” ligger dybt, præcis som ukrudtets. Netop som man tror, folk er klogere eller bedre, så ødelægges jødiske gravsten på en kirkegård i Randers og danske jødiske familier finder ”Jude”-stjerner i deres postkasser. Så jo, det ”gode” gamle jødehad er, hvad det er og plejer at være: En uvillighed til at tilkende jøder den samme værdighed og ret til liv, som naturligt og selvfølgeligt tilkendes alle andre. Og en tilsvarende villighed til at frakende jøder den fred og tryghed, vi andre nyder. Så jødehadet spirer i det skjulte og – for nu at skifte til et andet aktuelt billedsprog – hadet smitter, når og hvor du mindst venter det.
---
Det siger sig selv, at Jesus og Johannes ikke var antisemitter eller jødehadere. De var som sagt selv jøder. Hvad vi derimod er vidne til i Johannes’ ottende kapitel er en konflikt mellem Jesus og nogle af de første, der kom til tro på ham, men ikke holdt fast, men forargedes; og siden mellem Johannes’ menighed og naboerne i synagogen; og en konflikt i det menneskehjerte, der tiltales af Guds Ord. Her vil ethvert synderhjerte på bunden også have dyb trang til at se sig om efter gode sten at kaste med og efter kors-tømmer. Jesus Messias må blive konge – men det bliver han kun som først korsfæstet for dig og af dig og som opstanden Frelser for alle, der i tro ser hen til ham.
---
En slutbemærkning: Kunne vi have ønsket, at Johannes havde holdt fast i Markus’, Matthæus’ og Lukas’ sprogbrug og nøjedes med at tale om Jesu fjender som farisæere, herodianere, saddukæere, romere? Kunne vi have ønsket, at han ikke havde samlet revl og krat (af de tre førstnævnte grupper) og kaldt dem ”jøderne”? Helt oplagt.
Men når nu ikke Helligånden har behaget at lægge den hellige Skrift således til rette, som vi kunne tænke os, så kan det give os anledning til igen at sande, at vi ikke er herrer over vor Herre. Og det er en god ting.