1.Søndag i Fasten – ”Herre, giv os altid det brød!”

Den nedenstående betragtning kan med fordel ledsages af et par salmer og et Fadervor. I kirken ville vi have sunget fx nr. 662; 667. De anbefales hermed. På den danske salmebog online kan man høre melodierne, samt læse salmernes tekst.

Og nu: Evangeliet til Fjerde Søndag i Fasten:

”Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«

Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Johannes’ evangelium 6,24-37

Betragtninger over evangeliet:

I evangelierne hører vi gang på gang om, hvordan Jesus tiltrækker store menneskeskarer. Det er i dagens Corona-tider ikke lovligt. Endnu mindre ville det gå i dag, som det skete engang der var en sådan trængsel om Jesus, at nogle mænd bankede hul i taget for at hejse deres syge ven ned på en båre.

Jesus brokkede sig end ikke over, at de ødelagde hans tag, men han priste deres tro og tilgav deres ven (og helbredte ham såmænd også også). Det må – som det hedder på nudansk – siges at være overskudsagtigt!  

I evangeliet til Fjerde Søndag i Fasten – Midfaste – opsøges Jesus igen. Af folk, der dagen forinden havde spist sig stopmætte, da Jesus delte ud af en lille drengs madpakke med brød og fisk. Der blev nok til et menneskehav. Overskud igen! Dagen efter ville nogle af dem gerne have mere, så…..

Og Jesus siger sådan cirka: I møder ikke op her, fordi I i går bevidnede noget aldeles enestående, et tegn fra Gud. Næ, I vil bare gerne fylde vommen igen. Og han fortsætter: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv…” Til det svarer mændene: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Gøre Guds gerninger? Det vil sige: Hvad som behager Gud. Hvad kan det være? Jesus svarer: ”Guds gerning er den (ene), at I tror på ham, Han har udsendt.” Dermed siger Jesus, at de med fordel kan skifte prioritet, hvis de vil følge ham. De skal ikke hele tiden spørge ”Hvad skal vi ha’ til aften?”, men de skal tro ham. Tro ham, der kalder sig Livets Brød! Brødet, der giver liv til verden.

Mange præster beder en kort bøn før evangeliets læsning i gudstjenesten eller lige før prædikenen. Nogle beder i bønnen om Helligåndens oplysning. Andre beder fx denne bøn:

”Giv os at leve af Dit Ord som dagligt brød på denne jord.”

En meget fin bøn. Jesus siger et sted, at ”mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Denne bøn lader ordet være det daglige brød, vi også beder om i Fadervor.  

Men hvordan kan Jesus – og bønnen – sidestille de to ting: brød og ord? Fordi Jesus ikke har læst moderne marxistisk udviklingspsykologi, for så ville han nok snarere have sagt: ”Mennesket kan leve alene af brød, men vil også gerne i fritiden sidde og læse og måske bede lidt – for at opfylde et højere behov for mening og livsfylde.” Psykiateren Maslow opstillede en behovspyramide, hvori han lod de mest materielle ting (luft, varme, vand, mad) fylde godt på pyramidens brede bund og de følelsesmæssige (fx kærlighed og venskab) noget mindre i midten, mens helt op i pyramidens spids han lod finere sysler som religion og filosofi være et mere eller mindre valgfrit tillæg (eller om du vil: fint pålæg på den grove, nødvendige brødhumpel).

Det fortælles tilbage fra Middelalderen om den tysk-romerske kejser Frederik 2., at han ønskede at finde menneskets oprindelige sprog, verdens ursprog. Var det mon hebraisk eller græsk eller latin eller måske arabisk, der blev talt? Han besluttede at gøre et eksperiment. Han befalede slottets ammer og barneplejersker, at de skulle give de nyfødte børn al den mælk, de behøvede, og på samme måde bade og vaske dem, som de plejede. Men de måtte på ingen måde hygge om dem og tale til dem. Så skulle det vise sig, hvad sprog børnene af sig selv fandt på at tale. Altså menneskehedens oprindelige sprog. Men hvad skete? Kejserens eksperiment var forgæves: Alle børnene døde. For de kunne naturligvis ikke leve uden kærtegn og glade ansigter og ord.

Forhåbentlig er historien løgn og latin. Ikke desto mindre taler den sandt om, hvordan ord er livgivende brød for mennesker – føde til at leve af og leve på. Og om hvad sker, når vi berøves ordene og må savne dem. Vi sulter dybt.  Og mon ikke vi alle omvendt har hørt et ord, fået fortalt en historie eller erklæret os kærlighed, så vi vidste med os selv: Det her kan jeg leve på længe. Ord er som brød. Vi kan ikke leve uden. Vi dør uden. Vi véd, at ord styrker og nærer og bærer. Det gælder naturligvis også prædikenens ord, troens ord. Eller rettere: Det gælder ganske særlig de ord. Historien om kejseren giver lyst til at høre Ingemanns salme om Lysets engel, der ”kysser barnet, der i vuggen ligger”: hør den her

Ord er brød. Brød skal tygges. Tygge hedder på latin ruminare. Strengt taget betyder ruminare det, som koen gør på marken: Drøvtygger. Den tygger længe og grundigt og op og ned gennem de fire maver, som det gode dyr har. Ruminare blev munkenes ord for at læse og meditere over den hellige Skrift, navneordet rumination et ord for meditation, grublen over Guds Ord. Koen giver sig tid med græsset. Det bør vi også gøre, når det gælder tygning af brødet i Guds Ord.

Køer ivrigt ud for forårets første græs. Ja, læs – og smag at Herren er god.

På et tidspunkt så jeg i et amerikansk tv-show en mand, der læste sig gennem en tyk bog. Han læste ikke højt. Han var heller ingen ”drøvtygger”. Det ville være dræbende underholdning for alle seerne, når bogen var 500-600 sider lang, men han klarede det på langt under ti minutter, og bagefter kunne han forklare i nogen detalje, hvad bogen gik ud på. At kunne læse superhurtigt er (måske) smart nok, når man skal læse til eksamen og skal kunne nogle fakta.

Bibelen er dog anderledes og skal læses anderledes: Mere som et digt eller et kærlighedsbrev. Læses igen og igen. Du smager på ordene. Du tygger på dem. Når vi lige vil tænke over noget en ekstra gang, siger vi derfor klogt: ”Det der skal jeg lige tygge på!”

Psykologer bruger i øvrigt ordet rumination på en anden måde end munken. Siger en psykolog om en klient, at han eller hun ruminerer, mener psykologen dermed, at klienten ruger og grubler unødigt meget.

Det kan vi også sagtens komme til at gøre: Dvæle for meget ved hvad andre har sagt, eller hvad vi selv skulle have svaret igen; eller hvad vi desværre allerede har sagt. Her kan vi synke ned i druknende kviksand af ord.

Omvendt kan vi ikke tage dybt nok til hjerte, når det lyder til os, hvad enten det er i kirken eller ved egen bibellæsning.

Selv disciplene, der gik op og ned af Jesus gennem flere år, kaldte han for tungnemme og fattesvage, fordi de ikke forstod, at deres herre og mester måtte gå gennem korsets skam til opstandelsens herlighed. For os.

Guds veje er uransagelige for vort synderhjerte, og derfor må vi igen og igen vende tilbage til Hans Ord for dér at skimte et glimt af Hans rige nåde. Den nåde, der nærer og bærer os gennem alle dage; også de trange tider, der som bekendt kun ”langsomt skrider”.

Og Jesus giver os i dag et løfte om, at når vi kommer til ham, vil han ingensinde vise os bort.

PS: De anbefalede salmer er virkelig gode. Rugbrød for sjælen. Læs og syng dem. Tyg dem godt igennem.