Anden Søndag efter Påske 2020

Denne søndag kan du – om Gud og teknikken vil – enten læse dig gennem disse ord nedenfor; eller via et par klik på din computer afvikle en gudstjeneste via Youtube med Christiane wattenberg på orgel ; Stine Ryholt som kirkesanger; Leo Wattenberg står for lyd og billede ; mens Preben Lund Christensen (som sædvanlig) står for havnbjerg kirkes hjemmeside.


Følgende gode salmer er sat på “Salmetavlen”:   


748 - Altid frejdig, når du går (Se teksten her)

058  - Jesus! Frelser og Befrier (Se teksten her)

667  - Skulle jeg dog være bange (Se teksten her)

031  - Til himlene rækker din miskundhed, Gud (Se teksten her)


Første Søndag efter Påske bevidnede vi, at Simon Peter forsones med sin korsfæstede og opstandne Herre og betroes en ny opgave som leder i den første kristne menighed: Han skal vogte Guds hjord af små og store og lede den til grønne enge og stille vand.


Lad os nu høre Evangeliet til Anden Søndag efter Påske:


”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«” 


De står om Jesus tæt i ring. Det har folk gjort om Jesus gennem hele påsken, og det har sjældent betydet noget godt. I dag hører vi tydeligt utålmodigheden i jødernes spørgsmål. De vil ikke vente længere: ”Hvor længe vil du holde os hen, Jesus?!” De vil vide, hvem han er. Altså: Hvem han rigtig er. Jesus svarer, at han har sagt det allerede, men at de ikke tror. Og fordi de ikke tror, er det lige meget, hvad han siger. De vil stadig ikke modtage hans ord. En svær og ganske almindelig problemstilling.


Svindlere på internettet sender os mails, hvori de kildrer vores forfængelighed og lover os guld i banken og grønne skove i Afrika. ”Jeg har en masse penge og har brug for netop din hjælp. Du skal nok blive rigeligt betalt!” Det lyder for godt til at være sandt – og det er det jo nok også. Det slider på os, når vi ikke kan tro på, hvad folk siger til.


Eller vi får en virkelig god kontakt til en sød pige. Netop sådan en, som vi selv går og savner i vores liv. Hun forstår mig, og jeg forstår hende, og vi går faktisk bare rundt hvert vort sted i verden og mangler den sjælemage i vort liv, som den anden er. Den søde pige har bare nogle regninger og lidt gæld, hun skal af med, før hun kan komme op til mig. Jeg har, indtil jeg mødte hende, gået alene, siddet alene, ligget alene. Jeg har sådan manglet hende. Selvfølgelig hjælper jeg gerne. Det manglede bare. Vi skal jo være sammen.


Men vi kan ikke tro på og stole på alle folk. Heller ikke i Danmark, selvom vi ellers beundres og misundes i hele verden for vores såkaldte tillids-kultur. Vi skal skønne på vores land og på, at vi i så, høj grad kan regne med vores naboer og ikke behøver frygte dem. Farer lurer i skyggerne også hos os. For eksempel nyder pædofile – dem vi kaldte børnelokkere i min barndom – kronede dage i internettets mere dunkle vråer og kroge. De ligger på lur. Tålmodigt venter de og udser sig deres ofre og indsvøber ubefæstede og hungrende barnesjæle i måske uvant forståelse og omsorg og opmærksomhed. De rækker deres intetanende offer en virtuel slikpind og sir ”Prøv og kom med og se”. Nej, vi skal passe på, og vi kan ikke – desværre – stole på alle og enhver. Vi skal være kritiske og lære vore børn at være kritiske.


Det gælder også udi de ”åndelige sager”. Åndelige bedragere tager sig spirituelle og clairvoyante ud – og tager sig ofte også godt betalt for at levere unik adgang til ”Jesus, Buddha & Co”. Dem møder vi mange steder, men det er – igen – klart, at internettet flyder over med disse gustne falbydere af ”åbenbaringer og dybe mysterier”.


Jøderne står om Jesus og tror ikke deres egne ører – eller rettere: Deres ører tror de, men de hører kun, hvad de på forhånd kan acceptere. Og endnu mere præcist: De accepterer ikke, hvad de ikke på forhånd accepterer. Det, kan vi jo se, er meget fordomsfuldt og urimeligt, og de vil om lidt korsfæste herlighedens Herre, og det er virkelig meget forkert. Og ”Gud tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør!” – og vi ville have gjort det samme. Tro ikke andet. Også i den forstand er vi alle jøder.


Så: ”Passer det?! Er det ægte? Kan vi stole på folk?”

Vi fortæller vores børn, de ikke må gå med fremmede og skal passe på med, hvem de snakker med på sociale medier. Her ber vi barnet gøre noget, vi ikke selv kan: Skelne mellem sandt og falsk, ægte og forfalsket. Vi er ganske enkelt engang imellem nødt til at stole på folk, medmindre vi vil blive meget ensomme. Idet øjeblik vi vælger at tro på andre folk, risikerer vi bedrag og manipulation. Bedragere, hvad enten de rører vores ensomhed og kærlighedshunger eller appellerer til vores økonomiske selvinteresse eller til vores åndelige forfængelighed, er ikke dumme. De har til mere end smør på brødet. Det skyldes ikke – altid – at vi, deres ofre, er dumme. Det skyldes, at vi gerne vil forblive åbne mennesker – og at der er andre mennesker, der vil udnytte det, hvis de kan.


Jøderne står om Jesus og tror ikke deres egne ører – eller rettere: Deres ører tror de, men de hører kun, hvad de på forhånd kan acceptere. Og endnu mere præcist: De accepterer ikke, hvad de ikke på forhånd accepterer. Det, kan vi jo se, er meget fordomsfuldt og urimeligt, og de vil om lidt korsfæste herlighedens Herre, og det er virkelig meget forkert. Og ”Gud tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør!” – og vi ville have gjort det samme. Tro ikke andet. Også i den forstand er vi alle jøder.


Så: ”Passer det?! Er det ægte? Kan vi stole på folk?”

Vi fortæller vores børn, de ikke må gå med fremmede og skal passe på med, hvem de snakker med på sociale medier. Her ber vi barnet gøre noget, vi ikke selv kan: Skelne mellem sandt og falsk, ægte og forfalsket. Vi er ganske enkelt engang imellem nødt til at stole på folk, medmindre vi vil blive meget ensomme. Idet øjeblik vi vælger at tro på andre folk, risikerer vi bedrag og manipulation. Bedragere, hvad enten de rører vores ensomhed og kærlighedshunger eller appellerer til vores økonomiske selvinteresse eller til vores åndelige forfængelighed, er ikke dumme. De har til mere end smør på brødet. Det skyldes ikke – altid – at vi, deres ofre, er dumme. Det skyldes, at vi gerne vil forblive åbne mennesker – og at der er andre mennesker, der vil udnytte det, hvis de kan.

”Ulve i fåreklæder”!

I både Gammel og Ny Testamente er man akut bevidst om faren for bedrag og bedragere. Et særligt træk i mange af de bibelske advarsler mod ”falske lærere” og ”falske hyrder” med videre, er at bedragerne ikke er ukendte folk udefra – sådan som internet-”godgøreren” fra Nigeria eller ”søde Olga” fra Ukraine som regel er, og hvem vi ellers kunne tænke på, men der er i Bibelen tale om samfundets spidser (ypperstepræster, profeter, konger og andre ledere og prædikanter), der svigter og forråder deres mandat og deres flok, deres folk.

”Blir du ved at holde os hen? Er du Kristus, så sig det!”

 

Jøderne spørger Jesus på tempelpladsen.

De står i ring om ham, tæt, og nu vil de vide besked.

Folk er i tvivl. Hvad skal de mene om Jesus?!

 

På den ene side:

Jesus ”har noget på hjerte”. Tjek!

Han taler med stor autoritet. Tjek!

Folk strømmer til, når han prædiker. Tjek!

Han gør mange tegn og undere. Tjek!

Han helbreder. Tjek!

Han uddriver onde ånder. Tjek!


På den anden side:

Noget er også forkert. Noget stemmer ikke. Jesus virker uafklaret: Han spiser med hvem som helst, selv fjender af folket og med mennesker, der er udstødt på grund af deres urenhed. Kvinder i hans følge har alt tit en betænkelig fortid.

 

”Er du Kristus? Svar!”

 

Jesus svarer:


”Jeg har sagt det til jer, og I tror ikke. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig.” 

 

Hans gerninger og ord vidner, sir han, men…

 

Gerninger og ord er som sagt tvetydige. Motiver og bagtanker lurer i skyggen, og fælder sættes for troskyldige folk. Hvem har lyst til at være naiv?


Jesus prædikede. Og rigtig mange var ved at falde over deres ben for at komme tæt nok på.

Jesus prædikede, og folk, mange folk, krydsede både vand og sand for at høre mere. Så travle, at de glemte madpakken.

Jesus prædikede, og nogle tænkte ”Hør hov! Hvad er det dog, manden siger?!”

Jesus prædikede, og mange rystede på hovedet og gik.

Jesus prædikede, og mange tog sten op for at kaste på ham.


Og vi kan fortsætte historien:

Jesus led – og snart sagt alle forlod ham.


Jesus døde – og de sidste få mistede alt håb.


Så hvordan skelne mellem ægte og falsk?

Hvordan vide, om Jesus er den ægte vare?


Hvis din mand eller kone sir, de elsker dig; Hvordan ved du så, at det passer?! Hvordan bevise kærlighed? (Spørg Jesus om det!) Kærtegn er netop kun tegn, ikke beviser.

Så alle de gode ord, gaverne, den nyklippede hæk og den nybagte kage, alle kyssene under dynen, og at I går rundt med hinanden i hånden hele dagen; det kunne være skalkeskjul og bedrag. Her gives intet bevis.


Derfor er det farligt at elske; risikabelt at hengive sig. Du risikerer skrammer og at blive bitterligt skuffet.

Ja, hvorfor overhovedet tro på en kærlighedserklæring? Fordi vi behøver den. Vi ved, kærligheden kan skuffe og såre dybt, men vi aner, det er afgørende vigtigt, vi blev elsket. At bare en eller anden fandt det værd at elske os.

At bare en eller anden kender vores navn og vil sige det uden at snerre. At bare en eller anden vil finde os værd at elske. Det kunne synes for meget at håbe på. At der var bare én, der ville ofre sig selv for mig!

Paulus: ”Mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, der elskede mig og gav Sit liv hen for mig.” (Galaterbrevet 2,20)

Du behøver ikke tvivle på, at du er udvalgt og elsket. Det er du. Jesus døde for dig. Han tjente intet på sine ord, men fik kun hug, hån og en hæslig død. Kærligheden koster, vidste Jesus dengang.


Han ved også, at vi i forhold til de store erklæringer om kærlighed kan være som bange og skeptiske ”får”, der præcis som barnet prøver at vurdere mandens smil. Er det venligt? Eller vil det virke venligt? Vurdere hans øjne: Flakker de? Og ordene: Lokker de? Søger de at behage? Er de for ivrige? …..

Eller kalder ordene virkelig på mig, fordi stemmen kender mig bedre, end jeg kender mig selv?

Fordi han, som kalder, også kender mig og elskede mig til døden.

Se på Jesus i evangeliet! Han står ene med de andre omkring sig i ring. Alligevel tør han sige ildehørte ord, og nok blir han ikke stenet denne gang, men siden går han korsets tunge vej for at dø ensom på en ond høj.

Hvorfor dog?! Der var i hvert fald ikke penge i det.


Selv sagde Jesus, kærligheden drev ham. Kærligheden til dem, der drev om og ikke kunne finde vej. Kærligheden drev ham. Siger Jesus.


Hvad tror du?


Den tyske præst Paul Gerhardt skrev i 1653 disse ord (fra salme 667 i salmebogen, vers 6):

”Hyrde god og glædens kilde,

Du, hvis Navn

I hvert savn

Gør mit hjerte stille!

Jesus, Frelser, for Din trone

Der skal vi

Stemme i

Tak og lovsangstone.”

Amen!