Første Søndag efter Påske – ”Jeg elsker dig!”

Samme søndag sidste år (og til næste år) har vi:

”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!«  Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren.”

Nu er dørene – i kirken – også lukket. Ikke indefra og af frygt for ”jøderne”, men udefra og af frygt for corona-smittefare. I fortsættelsen lyder det således:

”Jesus blæste ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden!  Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«”

At puste på folk er i disse dage jævnt grænseoverskridende af samme årsag som de lukkede døre. Vi håber, det er anderledes næste år.

Vi har i dag Første Søndag efter Påske – ”Påskens Oktav” – og derfor skal vi høre om konsekvenserne for os af, at Guds Søn sprængte Dødrigets porte. Kirke-Ritualet af 1685 lader denne dag være ”Embedets Søndag”.

Her er et forslag til, hvad vi kan synge på så fin en dag:

Med ”salmetavlen” på plads følger….  

”Det hellige evangelium til 1. søndag efter Påske:

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede Jesus den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til Peter: »Følg mig!«”

Betragtninger over dagens evangelium:

”Da drengene voksede til, blev Esau en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob blev et ordentligt menneske, der boede i telt. Isak elskede Esau, fordi han holdt af vildt, men Rebekka elskede Jakob.”

Sådan hører vi i Første Mosebog om en far og en mor og om deres to drenge: Isak og Rebekka, Esau og Jakob. Disse få linjer er på flere måder ganske ubønhørlige: Ét er, at Esau lidet diskret udstilles som primitiv omstrejfer og Jakob som ”et ordentligt menneske, der boede i telt”. Den vilde over for den ansvarlige. (Historien melder siden om Jakob som evig svigefuld, bedragerisk og manipulerende, så det er sandsynligt, at fortælleren her blot smører bevidst tykt på.) Men altså: Ét er karaktermordet på Esau.

Noget andet er spørgsmålet om kærlighed: Rebekka elskede sin dreng Jakob. Punktum. Så vidt så godt. Men elskede Rebekka ikke også sin anden dreng, ham vildbassen på stepperne: Esau? Det hører vi intet om. Og for at det ikke skulle være galt nok, at Esau med os må vide besked om sin mors kærlighed til bror Jakob, men samtidig må tvivle på, om hun elsker ham; ja, som om det ikke er at fylde et menneskehjerte med uro nok, så hører vi, at Isak elskede Esau, fordi… Fordi. Fordi Isak var glad for gazalle-ragout, var han så glad for sin dreng, Esau, der var så dygtig med bue og pil. Fordi.

Det må være tungt at vide, at ”far elsker dig”, fordi…. – og omvendt din bror bliver elsket betingelsesløst af mor, mens du selv bliver elsket af hende noget mere forbeholdent. Tungt. Hvilken smerte og ufred! Hvilken hjertebyld!

Dæmoner vil prygle dig med ridepiske, når du søger at fortjene, hvad du grundløst og forbeholdsløst burde gives: Mors og fars kærlighed.

I Matthæus’ evangelium forudser Jesus, inden han forrådes, at alle disciplene vil svigte ham, hvilket han”dokumenterer” med et citat fra Salmernes Bog i Gammel Testamente: ”Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes…” Jesus er hyrden, disciplene de flygtende, paniske får. (Bonus-info: ”Jeg-et” i citatet er – … Gud. Gud vil slå hyrden, Jesus, ned. Det kalder jeg ærlig snak!)

Simon Peter svarer: ”Om så alle andre svigter dig, så svigter jeg dig aldrig…”

Se, det er smukke ord, og den slags erklæringer vi kan leve højt på længe. Når blot de holder.

Evangelisten Johannes gengiver samtalen således:

”Simon Peter sagde til ham: »Herre, hvor går du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.« Peter sagde til ham: »Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.«”

Jeg vil dø for dig, Jesus. Ingen tvivl om, at Simon Peter mener det. Han er en god ven, og han elsker Jesus. Kort efter siger Jesus selv om kærligheden: ”Ingen kærlighed er større end den at give sit liv for sine venner” (Joh 15,13) – og det er nemt at se for sig Simon Peter nikke ivrigt. 

Hvor Isak sagde: ”Jeg elsker dig, min dreng, fordi du bringer bøffer hjem…”, dér siger Simon Peter: ”Fordi jeg elsker dig, vil jeg gøre alt for dig, selv dø.”

Nå ja, lad os bare få det med her:

Jesus svarede Simon Peter: »Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.”

Av! Alle vil I svigte, men du, Simon, vil svigte tredobbelt. Tredobbelt gange tre (mindst), fordi du taler så store ord. Du har lovet mere. Faktisk alt.       Som sagt, så sket: De svigter alle, men Simon fornægter tre gange Jesus, da han bliver spurgt, om han ikke er en af Jesu lærlinge. Det vil han ikke vide af.

Disse højspændte brudte forsikringer og troskabsløfter er baggrunden for evangeliet, som udspiller sig efter Jesu korsdød og opstandelse. Jesus er gået for at opsøge de fortabte; de krakelerede og knuste. De store ords små mænd. Han finder dem ved søen; de er ude at fiske. De er vendt tilbage til, hvad de var og hvor de var, dengang Jesus først fandt dem og kaldte dem ind i sin tjeneste og efterfølgelse. (Og i deres samtale kalder Jesus ikke Simon med det tilnavn Peter, som Jesus havde givet ham, men med hans oprindelige navn: ”Simon, Johannes’ søn”). Disse mænd er dog ikke de samme som før. De er mærkede. Hvor Jesu krop er mærket af den ”største kærlighed”, der troede, tålte, håbede og udholdt alt for vennerne, dér er disciplene, ikke mindst Simon Peter, arrede på hjertet, i samvittigheden, af deres svigt, deres troløshed, fejhed; ja, find selv på flere….

Jesus indbyder disciplene til et måltid, og bagefter går han en lille tur med Simon Peter, og så falder spørgsmålet

”Elsker du mig mere…..?” ”Mere end de andre elsker mig?”

Det korte af det lange er, at Simons tre fornægtelser før påske nu modsvares af tre ”efter-påske-spørgsmål” fra Jesus om Simons kærlighed:

1. ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?”
2. ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”
3. ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?”

Bemærk hvert spørgsmål fra Jesus synes at spørge til et stadig mere ydmygt ambitionsniveau for kærligheden hos Simon: Fra ”mere end de andre?” til ”har du mig kær?”

Til hvert spørgsmål svarer Simon (Johannes’ søn) bekræftende:

1. ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær!”
2. ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær!”
3. ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær!”

Bemærk her ydmygheden – og ærligheden: Simon bruger ikke de store ord som ”kærlighed” og ”elsker”, men ordet ”har kær”, der betegner venskabets kærlighed.

En liden faktaboks:

”Filós” betyder på græsk ”ven” og ”fileîn” ”at have kær”/”holde af”; ”agapé” betyder ”kærlighed” og ”agapân” ”at elske”.

Til sidst – nærmest for at bryde Jesu ”serv” – siger Simon Peter: ”Herre, du ved alt! Du ved, at jeg har dig kær!” Det vil sige: Jeg ved godt, at min troværdighed er ikke-eksisterende, men til gengæld, Jesus, ved du alt. Tag ikke mit ord for det, men du ved, jeg har dig kær. Jeg kan ikke – igen! – fornægte dig. Derfor siger jeg: ”Ja, jeg har dig kær!”

”Du ved alt…” Et sted i begyndelsen af Johannes’ evangelium hedder det:

”Mens Jesus var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.”

Jesus vidste besked. Vi kan måske sommetider rystes over de dybder og potentialer for både dette og hint, der åbner sig i os og i andre: Venligheden, såvel som modbydeligheden. For Jesus var der ”intet nyt under solen”. Han ved besked.

Men vi har også brug for at vide lidt besked. For ydmyghedens skyld – og ædrueligheden. Vi må ikke bilde os ind, at vi kan gøre det bedre end vi kan. Kun lidt tyder på, vi lærer. ”Aldrig mere 9. april!” ”Aldrig mere Holocaust!” Hvorfor er jeg ikke overbevist om, at vi har set den sidste ”9. april” eller det sidste ”Holocaust”? Som det er sagt mange gange før: ”Når mennesker af god vilje sætter sig for at indføre ”paradis” her på jord, så får vi Helvede…”        Vi så ideologiernes forsøg i 20. århundrede: Facisme, nazisme, kommunisme.

At menneskers ambitiøse verdensforbedrings-projekter ofte har (for)ført verden i fordærv skal ikke hindre os i at påtage os ansvar og at stræbe efter at gøre det godt. Det skal vi endelig blive ved med. Vi har brug for vores næste – og omvendt. Ikke mindst i disse tider, hvor vores sociale omgang med hinanden er blevet kraftigt beskåret.

Fra Peters Første Brev hører vi blandt andet følgende ord:

”I, som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden.”

”Lydighed mod sandheden”; det er lydighed, som Simon Peter udviser i sin samtale med Jesus. Lydighed mod sandheden renser hjertet. ”Lydighed mod sandheden”? Det lyder enormt umoderne, men jeg tror, at der er enestående visdom og kraft i disse ord – og velsignelse i at gå den vej, ordene anviser.

Det ser vi i evangeliet.

Simon Peters tre fornægtelser før påske: De er fortidens sår.

Jesu tre spørgsmål om kærlighed og venskab, som Simon Peter bekræftende besvarer: Her har vi forbindingen af fortidens sår.

Og hvad så? Hvad med fremtiden? Fremtiden åbner Jesu tre replikker op for:

1. ”Vogt mine lam!”
2. ”Vær hyrde for mine får!”
3. ”Vogt mine får!”

Peter tabte alt på gulvet. Han ødelagde alt. Nu har Jesus rakt ud, og deres forhold er genoprettet og fornyet. Simon Peter bliver betroet en ny opgave.

Og grundlaget for det hele er Guds Søns viden om os hånd i hånd med Hans kærlighed, der hengiver sig for vennerne. Ikke dem, der viste sig som venner, men dem, Han kaldte sine venner.

Lad mig til slut dele et af mine absolut kæreste bibel-ord med jer:

”Over for Gud kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.”

(Johannes’ Første Brev 3,19-20)

Disse er ord, der i særdeleshed gælder Guds enbårne Søn: Jesus Kristus, der kom for at opsøge og frelse det fortabte – både de hvide lam og de sorte.

Sangen handler om barndommen. Om legekammeraterne fra dengang: Louise med det flettede brune hår, Annie med vilde slangekrøller. Sangen siger, at i drømme – og kun i drømme – falder tiden bort som glemt. Der leges i drømme så sent som i går præcis som der blev leget engang.

Sangen slutter med et spørgsmål: Drømmer de også om mig? Og er jeg også for dem et barn?

Evangeliet er ikke Simon Peters drøm mange år efter den påske, der knuste hans uskyld – eller rettere: Hans hovmod. Evangeliet er den sande historie om, hvordan Simon Peter ikke fik mareridt, men dag og nat kan grunde over, hvorledes han nu i sit liv kan følge sin Herre.

Guds Søn har sonet vores skyld og udfrier os fra den, når vi kommer til ham.

Amen!