Fjerde Søndag efter Påske 2020

Gudstjenesten er indtalt på bånd . hør den her

På denne søndag hører vi en bøn: En tak for udfrielse og frelse. Vi hører om kristendomshadere, fnysende af vrede og mordlyst. Og vi hører om, hvordan Jesus gør op med sine fjender – gengælder deres ondt – ja, hvordan han (den venlige mand) knuser, ødelægger, udsletter sine fjender.

Melodi og tekst kan du finde her: www.dendanskesamebogonline.dk

Følgende gode salmer er sat på “Salmetavlen”:   

338  - Var Gud ej med os denne stund (Se teksten her)

392  - Himlene, Herre, fortælle din ære (Se teksten her)

337  - Behold os, Herre, ved dit ord (Se teksten her)

002  -

487  -  Nu fryde sig hver kristen mand (Se teksten her)

Lad mig indledningsvist citere fra den bøn, der ville have lydt i kirken i dag:

”Giv os, Dit folk, at elske, hvad Du foreskriver os, og at glæde os til, hvad Du lover os, så vore hjerter under alle denne verdens omskiftelser må være forankrede dér, hvor glæderne er ægte, ved vor Herre Jesus Kristus…”

”Giv os – ved Jesus – at elske, hvad Du foreskriver os…” er virkelig troens ord. Ordene minder også om den gamle kirkefader Augustins kendte bøn: ”Giv, hvad Du befaler – og befal hvad Du vil!”

Og nu: Evangeliet til Fjerde Søndag efter Påske:

”Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Johannes’ evangelium 8,28-36

Betragtninger over evangeliet til Fjerde søndag efter Påske:

Vi konstaterer tit – måske med sorg, skam eller ærgrelse – at der er forskel på, hvad vi siger, og hvad vi gør. Ét er hvad vi siger; noget andet hvad vi gør.

Forældre kan sommetider tvinges til at sige til deres børn: ”Gør hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør!” – Tvinges, fordi forældre – oh rædsel – viser sig ikke at være: perfekte.

Så er der Jesus. Her finder vi ikke denne modsætning. Naturligvis kan vi stadig skelne mellem, hvad Jesus siger og hvad han gør. Ordene kommer ud af munden på ham, mens hans liv og valg i livet vidner om hans gerninger – eller som han selv siger i dag:

”Jeg gør intet af mig selv, men som Faderen har lært mig, taler jeg… Jeg gør altid det, som behager ham.”

”Jeg gør altid…” Konsekvens. Integritet. Intet menneske kan adskille, hvad Gud har sammenføjet i Jesus (nemlig: hans liv og ord). Men vi gør adskiller liv og ord i os selv.

”Hvis I bliver i mit ord, skal I lære sandheden at kende, og Sandheden skal gøre jer frie…”

Underforstået: Hvis ikke I bliver i mit ord, lærer I ikke sandheden at kende, og I befries ikke af sandheden. I befries ikke. Og er ikke frie.

Det var alligevel ikke så lidt på en søndag formiddag! Vi reagerer forskelligt på Jesu ord.

Nogle siger: ”Må vi være her, Jesus! Hvad ligner det!! Hvem har givet dig ret til…?” og så videre. Reaktionen er vrede, forargelse, afvisning.

Men: Det kan også være, du alt for godt ved – at du ikke er fri.

”Jøderne” i evangeliet reagerer med stor modstand. De har indvendinger: ”Hvad mener du, Jesus? Vi er af Abrahams slægt! Vi har aldrig trællet for nogen! Hvordan kan du så sige, at vi vil blive frie?!”

De peger på det smukkeste stamtræ. Abraham er deres tip-tip-tip-tip- o.s.v. – tipoldefar. ”Vi er børn af selveste Abraham. Hvordan kan du kalde os trælle? Selv hvis vi knokler som slaver i Ægypten eller Babylon eller for romerne; selv da er vi Abrahams børn. Det vil sige, vi har en værdighed, som ingen andre har. Vi bærer omskærelsen som tegn. Vi er frie, for vi står i Abrahams egen pagt med Gud.”

Hvad kan Jesus sige til det – ud over naturligvis: ”I har ret!”? For de har ret. Når ”jøderne” siger, de aldrig har trællet for nogen, mener de ikke, de aldrig har været ført bort og i fjerne lande slidt og slæbt og svedt under en fremmed slavefogeds pisk. Det ville også være en ret dum ting at påstå: Hele Gammel Testamente er én lang beretning om slaveri og eksil og hjemkomst fra slaveri og eksil – og mens de taler sammen, kan de se de romerske soldater overalt, hvor de går. Det jødiske folk betaler skat til en afgudsdyrker. Det gjorde de ikke frivilligt.

Som sagt er det heller ikke det, de siger med ordene ”Vi har aldrig trællet for nogen!” Vi har ikke at gøre med historieløse folk. Tværtimod er de akut bevidste om deres historie.

Nej, at de altid har været frie skyldes, at de står i Abrahams pagt med Gud. De er udvalgte frem for alle andre. Derfor er altid håb. De har forjættelserne, løfterne fra Gud: En dag vil Gud komme og afgørende ændre ting: Vende dem på hovedet. Indtil da kan de vente og vente i værdighed, når blot de – ”holde hart ved Dit bud og Din pagt”, som det hedder i salmebogens nr. 3.

Mennesker med urokkelig integritet er utrolig svære at få skovlen under. Det erfarede bødlerne i de nazistiske KZ-lejre. Nogle mennesker i disse lejre – de kunne være katolikker, protestanter, jøder, Jehovas Vidner, ateister, kort sagt: folk af alle slags – nogle folk var i stand til at bevare frihed og værdighed, selvom de på daglig basis fornedredes og ydmygedes og sad, stod, gik og lå i lænker.

Det er en menneskelig erfaring set gang på gang. Jesu lidelseshistorie er kun det kendteste eksempel. Bødlerne kunne ikke tage værdigheden fra Jesus. De kunne ikke reducere ham.

”Vi er Abrahams børn. Vi har aldrig trællet for nogen!”

De lyver ikke. Men hvad overser jøderne? De overser synden. Eller rettere:

De udgrænser den. De udstøder den. Gør den synlig uden for. Til noget ydre. Til nogle andres. Men: ”Den, der gør synden, er syndens træl…”

Men kan vi ikke bare lade være med at synde? Kan vi ikke lad være med at lyve, stjæle og myrde? Kan vi ikke lade være at misunde, vredes,  være hensynsløse, begære andres gods og gemal? Og kunne vi ikke omvendt altid hjælpe, opmuntre, tale sandt? Kunne vi ikke give de nødlidende, hvad de sukker efter? Kunne vi ikke være være gode?

På alle disse måder – og flere til – er det uden tvivl muligt for dig og mig at være en velsignelse for folk omkring os. Vi behøver ikke holde os tilbage…

Dertil kommer naturligvis morgen, middag, aften at takke Gud for alle gaver. Det manglede da bare.

Alle disse ting kan vi gøre – og lur mig, om ikke folk vil prise os som gode.

Og stadig står det fast, at – ”den, der gør synden, er syndens træl.”

Uanset hvad du gør for at blive bedre, måske endda blive god – ja, det kan være nok så prisværdigt set med menneskers øjne, men stadig i Guds være den mest vederstyggelige synd og ondskab.

Og så er det sådan.

Det afhænger nemlig helt og holdent af øjnene, der ser: Guds øjne.

”Jøderne” var kommet til tro på Jesus. Fantastisk! Men hvad vil det sige? Jesus bliver de stadig vrede på det øjeblik, det øjeblik han åbner munden. Det øjeblik han – velvidende – afslører deres synd. De vredes, fordi Jesus vil tage noget fra dem for at give dem noget bedre, noget større.

Hvad tager Jesus bort? Han borttager deres værdighed og frihed og privilegierede status (”i Abraham”) ved at pege på deres trælbundethed ”i synden”; altså deres dybere fællesskab og slægtsskab med alle mennesker (”i Adam”).

Hvad vil Jesus give dem? Sig selv!

Som Guds korsfæstede og opstandne Sandhed i kød og blod vil han lede dem udi sand frihed i nådens land. Dér hvor end ikke Abrahams børn hører hjemme, men Guds sønner og døtre gør.

Thi trællen bliver ikke evigt i guds-huset, men det gør barnet.

Ville vi læse videre i Johannes’ ottende kapitel, ville vi til sidst høre, at ”jøderne” tog sten op for at kaste på ham. Det var dem, der lige forinden kom til tro på ham. Sådan kan det gå. Sandheden er ofte ildehørt, og så gør den ikke fri, men tværtimod binder den. Sandheden dømmer, når du ikke vil høre.

Nu blev Jesus ikke stenet. Det ved vi. Han døde på et kors. Omgivet af både triste og skadefro. Alle troede de nok, at det var det sidste, de ville høre til ham Jesus.

Det viste sig, mildt sagt, ikke at holde stik. Kristne myldrede frem som mælkebøtter. En særlig ihærdig og åndfuld mand ved navn Stefanus holdt sig ikke tilbage for at påpege over for de jødiske ledere, hvor dybt de havde fejlet: De havde korsfæstet ”herlighedens Herre”, sagde Stefanus. Til sidst gad man ikke høre mere på Stefanus og slog ham ihjel. Og ham stenede man. Det hører vi om Anden Juledag: Stefanus’ dag. Han var kirkens første martyr: Troens første blodvidne. Siden kom mange flere til. Da Stefanus blev stenet, så en ung mand til. Han hed Saulus. Han brændte for troen – ligesom Stefanus.

Epistlen til Fjerde Søndag efter Påske:

”Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger.  Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidtåbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.”

Apostlenes Gerning 9,1-18

”Saulus fnyste stadig…” Han fnøs af raseri og trussel om mord. Stadig. Selvom han allerede var medskyldig i et mord – på Stefanus. Stadig kogte han af raseri og vrede. Nu skulle der ryddes op! Der var flere som Stefanus.  De, som kaldte sig ”Vejen”. Saulus ville, så at sige, rydde dem af vejen. Saulus sigtede efter en ubønhørlig udslettelse af fjenden, Guds fjende: ”Slå ham ned” Knus ham! Bræk hans arm! Dræb fjenden!” Saulus rejste nordpå efter de flygtende kristne, op til Damaskus, for at knuse Guds fjender. Som Jesus siger et sted i Johannes’ evangelium: ”Når man slår jer ihjel, vil man mene derved at gøre Gud en tjeneste.” Altså et såre fromt projekt.

Og noget sker undervejs til Damaskus, der er svært forklarligt. Saulus bliver selv knust, udslettet. ”Hvorfor forfølger du mig?” spørger et blændende himmelsk lys Saulus, der kravler rundt nede på knæ, som et barn, der endnu ikke har lært at gå. ”Hvorfor forfølger du mig?” lyder spørgsmålet. Saulus havde nok regnet med, at det var ham, som skulle stille spørgsmålene; ham, der skulle sparke døre ind; ham, der skulle trække bange folk afsted og gøre kort proces med dem. Hvem skulle spørge ham om noget?! Det viser sig, at Saulus heller ikke kan svare. Hans ledsagere må tage ham ved hånden, som var han et lille barn og føre ham ind i byen.  

Tre dage i blindt mørke – og så sendes Ananias til ham. Ananias. Altså en af de folk, han havde regnet med at knuse og gøre op med. Ananias kommer nu og oplyser kristendomshaderen ved evangeliet. Kalder ham til et helt nyt liv i Ånden. Et liv i troen på Guds Søn, der elskede ham og gav sit liv hen også for ham, der forfulgte Guds egen børneflok. Jesus knuste Saulus. Slog ham ihjel. Saulus døde – og Paulus opstod. Apostlen, der kaldte sig den ringeste af alle, fordi han havde forfulgt Guds kirke. Det vil sige: Han havde forfulgt Jesus selv.

”På denne søndag hører vi en bøn: En tak for udfrielse og frelse” – lovede jeg for nu mange ord siden. Bønnen kommer nu:

”Hvis ikke Herren havde været med os,

det skal Israel sige,

hvis ikke Herren havde været med os,

dengang mennesker rejste sig mod os,

da havde de slugt os levende

i deres flammende vrede mod os,

da var vandet skyllet over os,

floden var strømmet over os,

da var det brusende vand

strømmet over os.

Lovet være Herren,

der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder!

Vort liv blev reddet

som fuglen fra fuglefængernes fælde.

Fælden blev knust,

og vi blev reddet.

Vi har vor hjælp i Herrens navn,

himlens og jordens Skaber.”

Psalme 124

”Hmmm?! Tænker vantroen og fortsætter: ”Hvad nytte er det til – at vi har Jesus siddende på ”første parket”, når hans troende ikke desto mindre regnes for slagtefår? Hvorfor kan vi ikke få besøg her i Havnbjerg af en af de 21 mænd på den libyske strand, så han kunne fortælle os, hvordan ”fælden blev knust”? Så vi sammen kunne glædes over, at han ikke blev ”bytte mellem deres tænder”? Det kan vi ikke, fordi manden er død. Slagtet som en gris.”

Det kan vi ikke indvende noget imod. Manden er jo død.

Alligevel taler, synger og beder troen anderledes. Fx i Martin Luthers gendigtning af Gammel Testamentes Psalme 124, hvor det hedder i vers 2:

”De truer os så vredelig,

Og ville Gud tilstede,

Opslugte de os visselig

Med al vort liv og glæde…”

(Salme 338 se tekst her)

”Og ville Gud tilstede…” Gør Han ikke netop det? Tillader ondskaben?!

Dette spørgsmål bliver vi aldrig nogensinde færdige med, førend vi står på Livets kyst – og ikke kun på Libyens og verdens.

Luther selv vidste godt, at han var en efterstræbt mand. Han kunne sagtens nå at lide en voldsom død. Han havde mange og mægtige fjender. Alligevel skrev han som han gjorde.

”Ville Gud tilstede ….” – ja, så ville Luther – og vi – blive opslugte. Og måske sker netop det. I så tilfælde ”tilstod” Gud det åbenbart, men….

Men – kristen tro er troen på, at vi altid – hvad end Gud måtte ”tilstede” – har et sted at blive, et sted at søge ly: ”I Kristus”.

Det er i nøden, troen prøves. Af Gud.

Det er i nøden, troen fristes, anfægtes – af Fanden.

Men Jesus selv – og Stefanus, Paulus, vore brødre og søstre i troen, hvor de end må bede i frygt; alle kan de lære os: ”I Trængslen skaffede Du mig Rum” (Psalme 4,2). Dette ”Rum” er ikke en udvej bort fra lidelsen, men en måde at være til stede i lidelsen:

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”

Rummet er troens og håbets rigelige plads – ”i Jesu Navn!”

Så:

”Giv os, Dit folk, at elske, hvad Du foreskriver os, og at glæde os til, hvad Du lover os, så vore hjerter under alle denne verdens omskiftelser må være forankrede dér, hvor glæderne er ægte, ved vor Herre Jesus Kristus…”

Amen!