Kirken

Der er til Havnbjerg Kirke knyttet et sagn, som fortæller om Hagen, der fór vild på Tågebjerg i nærheden af den nuværende kirke. Hagen lovede Herren at bygge en kirke, hvis han slap ud af sin knibe. Tågen lettede, og kirken blev opført på bakken i nærheden og kaldt Hagenbjerg, som blev til Havnbjerg.

Det vides ikke hvor længe der har været kirke på denne 49 meter høje bakketop. Den 24. juni 1347 tilståes Havnbjerg kirke imidlertid afladsrettigheder, hvilket i almindelighed kun meddeltes kirker, hvor mange mennesker færdedes. Kirkens ældste del, skibet og koret, er fra sidste halvdel af 1100-tallet, men fund af store kampesten på den højeste del af kirkegården tyder på, at der før kristendommens indførelse været en helligdom, et gudehov, hvor kirken nu ligger, og måske høvdingen har boet der, hvor præstegården ligger.

I 2018 dannede Havnbjerg Kirke og Havnbjerg Mølle rammerne for filmen ”I Krig og Kærlighed”.

Kirkeskib og kor i romansk stil med rå kampesten til de 125 til 165 cm tykke mure. Kirken var i katolsk tid indviet til Vor Frues ære. Taget var oprindeligt munke- og nonnesten, nu glaserede teglsten. I sengotisk tid byggedes på skibets nordside et våbenhus af rå kamp med kamtakket gavl af munkesten. Da det nuværende tårn mod vest opførtes i 1857, flyttede våbenhuset til tårnrummet, og det oprindelige våbenhus blev til kapel. Senere, i perioden 1954 til 1960, gennemgik kirken en gennemgribende restaurering.

Koret

Korets oprindelige tøndehvælv blev i gotisk tid erstattet af den krydshvælving, som kirken har i dag, ligesom triumfbuen fik sit nuværende udseende. Der er kalkmalerier i korets nordlige vinduesniche og dekoration på hvælvet, som blev afdækket og restaureret 1954 til 1956. Malerierne anslås at være fra sidste halvdel af 1400-tallet. De står ualmindeligt smukt i de sarte og delvist dekomponerede kalkfarver, men hvad de forestiller, står hen i det uvisse. I vinduesnichen optræder fem personer, hvoraf den ene med korsglorien med sikkerhed kan identificeres som Jesus Kristus. Figuren holder et langt skriftbånd foran sig og henvender sig med en bydende bevægelse til en skægget mand ved sin side. I højre nichehalvdel optræder tre figurer, hvoraf de to er glorificerede engle. Den ene løfter en formanende pegefinger mod en mandsfigur helt ude til højre.

Desuden findes der kalkmalerier af en vase, hvorfra der vokser ranker op. Huller i hjørnerne er dækket af djævlelignende hoveder, og fragmenter af et hoved under en baldakin, forestiller måske Pilatus.

Indvendig i korets østvæg er indmuret en Piscina med afløb for dåbsvand og vievand. Afløbet er nu lukket til. På korets og skibets nordside blev i 1954 genåbnet to romanske vinduesåbninger, det ene med de omtalte kalkmalerier. I 1962 isattes glasmosaikvinduer.

Den ældst kendte altertavle er fra 1500-tallet. Det var en sengotisk fløjaltertavle med figurer, som nu er på Nationalmuseet.  Den nuværende altertavle en malet af Eckersberg, "Bønnen i Gethsemene have", i 1831.

Sakristiet mod øst blev oprindeligt opført 1780, men ombygget flere gange.

Kirkeskibet

Prædikestol med syv fag i senrenæssance fra ca. 1525. Udskårne relieffer med plattyske tekster over Jesu liv. I et af felterne findes en hertugkrone og et stort A. Det står for hertug August af Augustenborg, og årstallet 1679 henviser sandsynligvis til en restaurering af prædikestolen dette år.

Døbefontens kumme er en romansk granitfont, oprindelig formentlig brugt som vievandskar, idet kummens størrelse er for beskeden til at gøre fyldest ved den gamle dåbspraksis med fuldstændig neddykning af dåbsbarnet. Dåbsfadet er fra ca. 1700 og af messing.

På østvæggen ved døbefonten hænger et krucifiks med evangelistsymboler i korsarmene, en kopi fra 1958 af et 1400-tals krucifiks.

Konsolbordet med relieffer i støtterne er fra 1958.

I skibet står de høje rundbuede døre, henholdsvis mands- og kvindedør, i dag som blændinger. Skibet har malet bjælkeloft. Kirkeskibet Gratia, som hænger i midtergangen, er fra 1971, og er en model af en amerikansk Clipper.

Stoleværket er fra 1895. Kirken har tillige haft pulpitur, som blev taget ned i 1930’erne.

Kirkens første orgel var fra 1764. Det nuværende orgel skænkedes til kirken i 1987 af fru Bitten Clausen, Danfoss.

Tårnet

Tårnet med forgyldt kugle og kors blev opført i 1857 som sømærke. Taget er spåndækket og tjæret. Kuglen er lavet i kobber og er 1 meter i diameter. Inde i kuglen ligger den tale, som biskop Noak holdt ved tårnets 100 års beståen.

Indtil 1857 var der et fritstående klokkehus placeret der, hvor stensøjlen til minde over 1. Verdenskrigs faldne i sognet er placeret. Klokkerne hænger nu i tårnet, og den ældste klokke fra ca. 1345 bærer indskriften ”Ave Maria gracia plena ”og har tegninger af Maria med barnet og Laurentius. Den næstældste klokke er en genforeningsklokke fra 1920, som sognet modtog fra ”det gamle Danmark” ved genforeningen. Den var en gave og en erstatning for den klokke, som under krigen blev omstøbt til krigsmateriel. Den yngste klokke er fra 2004. Den bærer indskriften Sol opstår og sol nedgår, når den har gjort sin gerning og anvendes når der kimes samt til automatisk ringning ved solopgang og solnedgang.

I våbenhuset hænger endnu et skib. Det er en model af skoleskibet Danmark. Våbenhuset har tillige præstetavle for ”Sognepræsterne og medtjenere udi ordet” siden reformationen samt degnetavle. På præstetavlen bemærker man en pudsighed ved indskriften for Erik Pontoppidan, som var sognepræst i Havnbjerg 1726-34. Derefter blev han biskop i Bergen, og afsluttende læser man, at han 1736 blev Procancler ved Kjøbenhavns Universitet ”hvor han endnu lever”!

Kirkegården

Hovedlågerne fra 2003 er tegnet af kunstneren Peter Stuhr og prydet med en gylden oval, som leder tanken hen på en mandorla (mandel, strålekrans der omgiver hellige personer på middelalderlige malerier). I den lille låge mod øst ved kirkestien til Elsmark og Lunden, symboliserer buen den opgående sol.

Den gamle del af kirkegården er indhegnet af et stendige, hvor der kan findes skålstene fra bronzealderen samt sten med monogrammer på digebyggerne. Her var de gamle grave samlet efter landsbyerne i sognet og lå i grupper placeret i retning af landsbyerne, hvorved kirkegården afspejlede sognets geografi. Den stærke tilflytning til Havnbjerg sogn i 1950 og 60’erne bevirkede imidlertid, at denne inddeling måtte fraviges, og i 1967 blev anlagt en ny kirkegård nordøst for den gamle.

På vestsiden af kirken findes en mindesten for de 6 faldne soldater fra sognet i de slesvigske krige i 1848 og 1864. Mod nord desuden en høj stensøjle med navnene på de 40 unge mænd fra sognet som faldt i 1. Verdenskrig.

Af andre interessante gravminder findes århundred gamle gravsteder for sognets slægter samt Bitten og Mads Clausens grave, skuende mod øst ud over Danfoss fabrikkerne.

Kilder:

Danmarks Kirker, Nationalmuseet

www.havnbjergkirke.dk

Private optegnelser af Jan Fjelking

AHB / November 2021