Imidlertid var Havnbjerg sogn på daværende tidspunkt underlagt menighedsrådslovens §36, der sagde, at præster skulle være mindst 50 år eller have haft præsteembede i mindst 7 år i Danmark eller udlandet. Disse lovkrav opfyldte Fuglsang ikke og kunne derfor ikke umiddelbart ansættes. På grund af den store industrielle udvikling i sognet var det dog menighedsrådet magtpåliggende at ansætte en ung præst, hvilket kun kunne lade sig gøre efter en dispensation fra kirkeministeriet. På Havnbjerg skole blev der derfor afholdt en afstemning blandt sogneboerne, og den resulterede i 104 stemmer for Fuglsang og kun enkelte imod. Herved var vejen banet for at søge dispensation hos kirkeministeriet; hertil krævedes et stemmeflertal på 2/3 af de fremmødte for den foreslåede kandidat. Afstemningsresultatet blev forelagt ministeriet, som efter nogen tid kunne godkende sognets valg af ny præst. Nu kunne Fuglsang så blive præsteviet, og helt usædvanligt blev præstevielsen foretaget i Havnbjerg kirke, noget der ellers foregår i stiftets domkirke, og den højtidelige handling blev endda foretaget af den unge præsts far, Danmarks tidligere primas, tidligere biskop over Københavnsstift Hans Fuglsang Damgaard.

Embedet i Havnbjerg havde på daværende tidspunkt været bestridt af pastor T.R.S. Nehm i næsten 30 år, da han ved udgangen af 1964 faldt for aldersgrænsen for præster på 70 år. De sidste år af pastor Nehms ansættelsesperiode steg befolkningstallet i Havnbjergsogn imidlertid voldsomt pga. tilflyttere, der havde fået ansættelse på Danfoss, så i 1959 fik han hjælp til præstegerningen af pastor H.C. Lorentzen, som blev ansat som ”fabrikspræst” og med base i den nybyggede bydel Langesø, hvor mange af tilflytterne havde bosat sig. Her samlede han børn og voksne til gudstjenester i sin dertil indrettede embedsbolig, samtidig med, at han og pastor Nehm på skift prædikede i kirken. Skæbnen ville imidlertid, at ”fabrikspræsten” forlod Havnbjerg sogn samtidig med pastor Nehms afgang.

Som sagt var det en ung præst – efter datidens målestok – der som 34-årig flyttede ind i præstegården, og som i præstegårdshaven kunne ses spille fodbold med sine små drenge. Det var man ikke vant til i Havnbjerg. Senere blev Fuglsang arresthuspræst i Sønderborg, hvilket siges at have givet anledning til flere morsomme bemærkninger, når et af børnene tog telefonen og svarede: ”Nej, far er ikke hjemme, han er i arresten”.

Fuglsang glædede sig over sit arbejde med sognets beboere og ikke mindst konfirmanderne. Ligeledes gjorde han en stor indsats på det sociale område, hvor han ofte tog over hvor de sociale myndigheder enten ikke kunne eller ikke ønskedes bragt ind i billedet.

Da jeg selv gik til konfirmationsforberedelse hos Fuglsang, var mine favoritsalmer Se nu stiger solen, Du gav mig o Herre og Den signede dag, hvorimod lange, gamle salmer kedede mig. Da præsten engang til konfirmationsforberedelsen spurgte ind til, hvad vi mente om hans gudstjenester, og jeg nævnte mine favoritsalmer og de modsatte, fik jeg meget bestemt at vide, at det var der desværre ikke noget at gøre ved. At jeg turde nævne det skyldtes, at jeg mente at kende Fuglsang godt, da han regelmæssigt kom i mit hjem, når han besøgte bedstefar. Han var én af sognets oprindelige beboere, 6. generation på stedet, og var for en nyankommen præst god at snakke med om sognet og livet, og vel også om krigen, som havde givet bedstefar ar på krop og sjæl. På væggen hang et billede af Grundtvig – en gave fra Havnbjerg menighedsråd på bedstefars 60-års fødselsdag i 1944 – som Fuglsang nok også har spurgt ind til.

Ved højmesserne i Havnbjerg kirke holdt Fuglsang mange gode prædikener, hvor man gik opløftet hjem fordi man gennem ordet pludselig så mange ting på en ny og anderledes måde. Men ofte blev der rusket op i menigheden, når Fuglsang citerede et bestemt vers fra Brorsons julesalme »Den yndigste rose er funden«:

Forhærdede tidselgemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stolthedsfordærvede tanke!

Æret være Carl Lauritz Fuglsang-Damgaards minde.