Pitbull for Vorherre

”Tro på det? – At være pitbull for vor Herre”



De olympiske lege 2020 blev aflyst eller rettere: Udsat til sommeren 2021.     Vi får se, hvad der sker. Om ikke kan de sportsglade se frem til OL 2024. Ovenikøbet vil der til den tid være nye sportsgrene på programmet: Breakdance, skate-boarding, klatring og surfing. Det lyder alt sammen ret frisk og alt sammen ret ”street”. Nå ja, surfing foregår på vandet.

 

Måske kan vi til den tid få fornøjelsen af at se Joy Høiby Rasmussen. Hun blev dansk mester i breakdance i 2020. Hun er i hvert fald her og er 17 år. Ret sejt.  


De olympiske lege er flere ting. Engang var det en sportsbegivenhed kun for grækere og blev så forbudt i år 393 efter Kristi fødsel af en kejser i Milano. Han hed Theodosius den Første (og var åbenbart ikke så glad for sport).


I 1896 blev de moderne olympiske lege så til, opfundet af en franskmand ved navn Pierre de Coubertin. Han var utilfreds med, at de franske soldater var i dårlig form. Derfor lavede han en konkurrence, der skulle inspirere folk. De første moderne lege blev afholdt i Athen i Grækenland (selvfølgelig).


Der blev konkurreret i atletik, brydning, cykelløb, fægtning, gymnastik, skydning, svømning, tennis og vægtløftning. De fleste af disse udfoldelser kan soldater have gavn af.


I 1900 var det så Paris’ tur til at være værtsby. Der havde man flere nye sportsgrene på programmet: Herunder tovtrækning!

Bonus-info: Tovtrækning var olympisk disciplin i perioden 1900-20 som en del af atletikken. Et mandskab (til venstre i billedet) bestående af danskerne Eugen Schmidt, Edgar Aabye og Charles Winckler (samt – tys-tys! – svenskerne Gustaf Söderström, Karl Gustav Staaf og August Nielsson) besejrede ved legene i Paris 1900 et fransk hold og blev olympiske mestre. Jep, Danmark har været olympiske mestre i tovtrækning.

Jeg ved ikke, om vikingerne i sin tid dyrkede tovtrækning, men mon ikke?! Stadig i Skotland har de ”Highland Games”, hvor mænd render rundt i nederdel (og den kaldes og er en KILT!), mens de kappes om at være den mest seje til alle mulige vilde ting.

Blandt andet skal deltageren samle en pæl op, der er 20 fod (6 meter) høj og vejer 150 pund (ca. 68 kg) – og kaste ”pinden” længst muligt.

Og ja, så er der tovtrækning! Her:

Og her:

Og ja, vi kunne jo blive ved. Det er svært at få nok af den slags billeder. (Bonus-info: Min kone har forbudt mig at stille op!

På grund af kilten!)

Mere bonus-info: Efter sigende har man(d) ikke underbukser på under kilten; men jeg har kun i et tilfælde kunnet undersøge sagen. Da jeg kom hjem fra Afghanistan i 2012, holdt mit kompagni en stor fest og inviterede vores britiske kammerater med. En af dem, Dusty, er skotte og kom selvfølgelig i kilt, og da festen var godt i gang, dansede han på bordet.


Ja, jeg siger ikke mere, men…..


I nyere tid har også kvinder fået mulighed for at deltage i de hårde og tunge discipliner, sådan som de altid har gjort i highland dancing. Der danses til sækkepibe-musik. Hvad ellers?!  

Som sagt ved jeg ikke, om vikingerne dyrkede den ædle tovtræknings-sport, men jeg tror det. I hvert fald siges det om en mand i Njals Saga (og det er en vikinge-historie), at:


”Det er Træls at Trække Tov med Tung Mand..”


Det kan vi vel forstå.

Det må svært. T-T-T-Tungt.

Bare se vægtforskellen her:

Og ”Evangeliet til Anden Søndag i Fasten” lyder således:

Jesus gik bort til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.


En kvinde kommer til Jesus. Hendes datter plages. Hun har brug for hjælp. Hvad en dæmon er, ved vi måske ikke helt, men ”plages slemt” kan vi alle forstå. Jeg har set forældre miste deres børn til ”dårligt selskab”, kriminalitet, til sygdom og død, til stoffer. Jeg har set hjælpeløse forældre. Forældre, der havde forsøgt alt.


Til Jesus kommer en kvinde, der helt sikkert også har prøvet alt eller det meste. Hun må være træt. Udmattet. Hvor længe har hun kæmpet? Hvor mange gange er hendes håb blusset op, fordi hun troede, at ”nu blir det godt igen!” – og så blev der endnu en gang smidt endnu en kold spand vand på ilden i det håb.


Nu kommer hun til Jesus med sin bøn. Og hvad sker der så?


Jesus ”svarede hende ikke et ord…”


Det står der faktisk. Jesus svarede hende ikke et ord. Hvorfor står der ikke:


”Jesus lyttede til hende. Han tog hendes hånd. Så hende i øjnene og sagde: Du må være træt. Så træt. Du har kæmpet så længe. Nu skal jeg hjælpe dig. Nu skal jeg tage hånd om din pige.”


Hvorfor står der ikke det?


Vel fordi Jesus netop ikke sagde sådan.


Scenen virker ubarmhjertig: En desperat kvinde kommer til Jesus. Han står der med hendes dirrende liv i hånden – og svarer hende ikke et ord.


Og Jesu disciple – Peter, Jakob, Johannes & Co. – gør ondt værre ved a sige: ”Send hendes bort! Hun råber efter os.” De synes, situationen er pinlig. De ser ikke hendes smerte.


Da Jesus siger noget, svarer han tilsyneladende sine disciple:


”Jeg er ikke sendt til andre end Israels fortabte får…”


Og ”Jesus blev af Guds Ånd ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen…” siger evangelisten Matthæus.


Jep, ørkenen igen. Det er i ørkenen, det sker. I ørkenen kommer vi under pres. Og under pres opdager vi noget mere om, hvem vi egentlig er. Ørkenen gør ærlig. Det kan godt være, det ikke er kønt, hvad du lærer om dig selv og om de andre, men ørkenen lyver ikke. Den afslører hvad vi ellers skjuler. Under neglelakken kommer så tit kloen til syne. Og frygten. Og egoismen. Og…


Og Jesus fastede i ørkenen i 40 dage og 40 nætter. ”Til sidst led han sult” fortæller Matthæus. Det tror jeg på.


Og hvad sker der, når vi bliver sultne, tørstige, trætte og i alt mulig andet underskud? Jo, så træffer vi tit dårlige beslutninger. Fordi vi bliver svage og begynder at tænke kun på os selv og kun på den korte bane. 


Djævelen kom, da Jesus (endelig) var blevet sulten. Da Jesus led sult. Djævelen. Sommetider møder jeg mennesker, der synes Gud og Jesus er kedelige, men Djævelen, Fanden, Satan derimod er spændende. Der er også nogle, der ligefrem flirter med Fanden. De siger, den bedste musik bliver spillet i Helvede, som også har de vildeste fester og de fedeste mennesker.


Spørgsmål:

Hvor ved folk alt det fra?

Hvem har været i Helvede – og er vendt tilbage for at fortælle om det?

Og hvem har været i himlen – og er vendt tilbage?

Og ikke mindst: hvem har været begge steder? 

(For at kunne sammenligne og sige, hvis musik er bedst, må man jo have hørt begge slags.)


Hvem spiller bedst på guitar – engle eller dæmoner?

(Bonus-info: Guitar kommer af et latinsk-græsk ord for et musikinstrument. Ordet – og instrumentet – finder vi i fx Salmernes Bog i Gammel Testamente, i Bibelen. Englene spiller på guitarer – og alle mulige andre instrumenter.    Jeg tror, de spiller himmelsk, og jeg tror, dæmoner spiller ”ad helvede til!”)


Tilbage til Jesus og Djævelen. Djævelen kommer – og han lyder rigtig rar. Han lyder ikke som en, der ser fx sådan ud:


Jesus har en opgave, sir han, i forhold til jøderne. I forhold til Guds udvalgte folk, som sjældent gjorde sig bemærket ved andet end svigt, afgudsdyrkelse, troløshed og åndelige springture efter alle nabofolkeslagenes andre guder. Altid fór folket vild. Gang på gang måtte Gud sende profeter for at kalde Israel tilbage på sporet igen.


Bonus-info: Profeter

I Gammel Testamente finder vi de såkaldte fire store profeter. De hedder: Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel – og de tolv små profeter: Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias og Malakias. Et par ganske almindelige navne: Daniel og Jonas, men det er ved at være længe siden, at jeg har haft en konfirmand, der hed Habakkuk. Og Ezekiel. Det ville ellers være cool. (Jeremias er ret almindeligt i Tyskland).

Profeten Esajas er fyldt med ild og taler et ord fra Gud som en, der tugter og smadrer løs på den, Han elsker. Gud tåler ikke troløshed. Så slår Han hårdt ned. Til gengæld tilgiver Han lige så brændende.

Profeten Jeremias er også fyldt med ild. Han græder en del. Af sorg. Hvorfor? Igen: Folkets troløshed og ubekymrethed og optimisme. Altid siger folket: ”Det skal nok gå!” og lytter til falske løgneprofeter, der siger: ”Det skal nok gå! Fred og ingen fare!”

Profeten Ezekiel er syret. Voldsomme syner og himmelrejser. På billedet ser Ezekiel i et syn en hel dal, fyldt med tørrede knogler, og han ser knoglerne få kød og hud på – skål! – men stadig mangler de livsånden, og Ezekiel profeterer om livsånden, og ”knoglerne rejste sig op, en umådelig stor hær.” (Ezekiel 37,10)


Oh, Dear! Hvem har vi her? Profeten Daniel. ”.. i løvekulen”. Jeg synes, han på det her billede ser ret presset ud, men på andre billeder er løverne som huskatte. Daniel er smidt i løvekulen af sin egen ven kongen, der er blevet snydt og manipuleret af Daniels rivaler, der er misundelige på ham.

En af de små profeter er helt sikkert også en af de mest kendte: Jonas. ”Jonas & Hvalfisken” – siger vi og nikker. Jonas kender vi godt, men han er helt sikkert også en af de mest misforstået profeter, fordi børnebiblerne – som de er flest – har ødelagt forståelsen af, hvad der faktisk sker i Jonas’ Bog. Læs den! Det er kun to sider i Bibelen, men hvilke sider!!!

Der er andre profeter end de fire og de tolv. Fx Elias. Han er vild. Hør her:

På et tidspunkt kæmper Elias en ensom kamp mod 450 Ba’al-profeter og 400 Astartes-profeter (alle sammen nogle fæle afguds-dyrkere). De kæmper om hvis Gud, der er sand: Er det Elias’ Gud, eller er det Ba’al eller Astartes?


Begge parter bygger et alter og slagter en okse hver, som de lægger på alteret. Og så skal Ba’al- og Astartes-profeterne anråbe deres gud(er) om selv at antænde offerbålet. Så de begynder at bede og råbe og hoppe og danse, og det vil ingen ende tage. Til sidst halter de af anstrengelserne, begynder at skære i sig selv og kommer i trance. Stadig dog intet svar. Elias er nådeløs: ”Råb dog højere! Han er jo en gud. Han er vel gået afsides på lokum. Eller måske sover han og skal vækkes.” Elias har en fest. Og Ba’al-profeterne & Co. blir ved til aften, ”..men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.” AV!


Så er det Elias’ tur, og han råber til Gud Herren, der naturligvis sender et kæmpe lyn ned i Elias’ alter. Ret brutalt ender den historie med, at Elias slagter alle sine konkurrenter.

Profeterne er farverige og spændende. Til tider brutale. De gløder, brænder – og antænder (som Elias).  Husker I Johannes Døber? Ham, der døbte Jesus. Han brændte også, og her til lands plejer vi at kalde ham Sankt Hans. Han er helgen for de sindssyge. Folk ryster tit på hovedet af profeter og siger: ”De er tossede! Splittergale!”

Slut på bonus-info og profeterne. Til slut er det nok at sige, at profeterne prædiker for folk, og folk – og folket – hører dårligt efter og husker endnu dårligere. Den rene elendighed. Aldrig så snart er de kaldt hjem til den sande Gud, før de er ude på nye vildveje igen. Kender vi det? At vi glemmer det vigtige? Alt det, vi tager for givet, fordi det altid har været der? Farer vi vild?

For en uges tid siden fandt man i Australien et får, der for lang tid siden (ingen aner hvornår) fór vild og forsvandt. Det stakkels får, der nu hedder Baarack, var i virkelig dårlig stand.

Baarack var ikke blevet klippet i årevis, og uldpelsen var fyldt med insekter og torne og grene. Da Baarack blev ”hjulpet af med overfrakken”, vejede Baarack 35 kilo mindre. Se selv.


Tilbage til Jesus og den desperate kvinde. Hende, der ber Jesus om hjælp.  Spørgsmål: Siger Jesus virkelig til disciplene, at kvinden er gået helt vild? At hun skal gå sin vej? Siger han, at hun skal pille af og henvende sig til et andet ”lægehus”, fordi hun ikke er jøde, men kana’anæer? Siger han alt det uden at tale direkte til hende, men kun til disciplene? Nej, jeg tror, han faktisk svarer kvinden og presser hende. Sådan opfatter hun det i hvert fald selv. Hun går jo ikke sin vej. Hun lader sig ikke sende bort. Tværtimod kommer hun tættere på:


”Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: Herre! Hjælp mig!”


Selvfølgelig kan vi høre Jesu ord ”Jeg er sendt til jøder, ikke kana’anære!” – som en afvisning: ”Smut! Gå din vej!”, men vi kan også høre ordene som en invitation til at – mase på.


Når vi har en tovtrækning, eller når vi ”lægger arm”, skal vi bruge vores kræfter for at vinde. Det er sjovest, hvis folk gir den gas og kæmper hårdt.

Her er to af mine venner fra tiden i Afghanistan. Jeg arrangerede en slags olympiske lege, så soldaterne ikke kedede sig. Ikke kårdefægtning eller tovtrækning, men blandt andet bordfodbold, poker, skak, armstrækkere (det mange kalder ”armbøjninger”), ”hvem-kan-holde-sin-egen-krop-oppe-fra-jorden-hængende-i-en-arm-øvelse” og – armlægning. Her ser I Seth og ”Vinther”. De psycher hinanden. ”Vinther” vandt.  

Hvis vore egne største kræfter skal kaldes frem, har vi brug for modstand. Hvad betyder det her? Det betyder, at Jesus med sine afvisninger tvinger kvinden til at slå i bordet og til at rykke sig. Rykke sig fra ”hedning i venteværelset i det forkerte lægehus” til – øh – en hund(?)

Ja, en hund. En lille hund endda. Men alligevel en hund, der hører til huset. Måske sidder hunden ikke med ved bordet, som far og mor og børnene gør (Ned med dig, Vovse!)

Hunden sidder dog med under bordet, og den hører til. Og den får at spise fra vor fælles Herres bord.

Trofast” er et almindeligt hundenavn – og ”stor er din tro!” siger Jesus til kvinden. En lille hund med en stor tro.


Så da ”Jesus ikke svarede kvinden med et ord”, virkede det hårdt og ufølsomt, men under overfladen – åndeligt – skete der noget:

Jesus pressede hende til en ydmyghed og tro.


Kvinden var måske nok en lille hund, en chihuahua, at se på:

Men hun kæmpede som en pittbull, der aldrig giver slip.  

Over for en ”pitbull-tro” bliver Guds og vores vilje ét.

 

Bonus-billede: Alfred i badekar. Måske kan I se: Vandet er møgbeskidt.